Det er bare kærlighed – giv den væk! Tanker om dating, kærlighed og forventninger fra én der bliver ved

Jeg synes at såkaldt "håbløse romantikere" har rigtigt fat i én ting, men forkert fat i en anden. Det kommer jeg til om lidt. Her kommer nogle tanker om forventninger til kærligheden fra én der har brugt en del tid på at lede efter den, finde den og miste den igen - og igen og igen. 😉

To arketyper: Romantikeren og Kynikeren

Når Romantikeren er ung kaster han/hun sig hovedkulds ud i sin søgen efter den dér soulmate, som mainstream kultur er med til at promovere. Men når det så (selvfølgelig) fører til hjertesorg og skuffelser på et tidspunkt kan Romantikeren hen ad vejen forvandle sig til Kyniker i et forsøg på at skærme sig selv fra yderligere smerte og skuffelser.

Kynikeren afviser troen på den store kærlighed og lukker sig af fra at sætte sig selv rigtigt i spil igen og stiller sig enten tilfreds med en partner der er tryg fremfor fantastisk, eller tør slet ikke at sætte hjertet i spil og indgå i seriøse forhold og derved bliver enten helt afvisende eller en omflakkende Casanova m/k.

Uanset hvad, vil denne kyniske ex-romantiker nok være dybest set utilfreds og trist, for her kommer min pointe om hvad Romantikeren havde rigtigt fat i fra start: Der FINDES dyb kærlighed, og det er MULIGT at føle sig mødt og rummet af et andet menneske – og det er helt naturligt at længes imod det! Jeg taler af erfaring her. Men det kræver efter min overbevisning at man gør et stort stykke arbejde med sig selv, for at blive i stand til at tiltrække den slags partner – for man er nødt til dels selv at VÆRE den slags partner/person.

Man er nødt til at begynde med at bygge sit selvværd grundigt op indefra. Terapi kan være et godt redskab, og der findes også masser af life-coaches, bøger, kurser mv. Man er også nødt til at lære at sætte sine grænser og at kræve at blive respektfuldt behandlet, fremfor at finde sig i uværdige ting blot fordi man er for angst for at blive helt alene og uelsket hvis man sætter grænser for den person, der opfører sig ukærligt.

Den dér angst for at være alene… den kan tage meget energi at bekæmpe. Det er noget jeg kender alt for godt. Nøglen er helt klart at betragte sig selv som værdifuld og handle derefter. Man må ”elske sig selv”, som det så ofte siges. Men hvad betyder det så? 

Det betyder sætte sine grænser, kræve den respekt man fortjener. 

Dertil er det godt at lære at sætte pris på sit eget selskab, at være rigtigt god imod sig selv, gøre ting for sig selv som er dejlige (fx ting man ellers ville gøre med en partner; en picnic, købe blomster, bestille takeaway, have selvforkælelsestid – alt hvad man kan lide!) På en måde skal man lære at være den type partner FOR SIG SELV før man går ud i verden og søger. At være alene behøver ikke betyde at sidde ensom og stirre på andres glade kærestebilleder på facebook. Det kan være fantastisk ”mig-tid” hvor der ikke skal tages hensyn til andres behov. Jo, jeg må godt!

Når angsten for ensomhed er nogenlunde under kontrol, må man finde MODET til gå ud i verden og lade sig såre. Ja, jeg siger det på den måde, for det at være modig handler ikke om fraværet af angst for smerte. Mod er at acceptere at smerte vil komme før eller siden, men GØRE DET ALLIGEVEL. For mig at se er det bedre at have et hjerte der gør ondt, end et der er følelsesløst, koldt og slet ikke lever.

Så er det tid at finde HÅBET frem.

Håbet om at der findes gode mænd og kvinder derude, som venter på at blive fundet. Det der ”scarcety mindset” der handler om at ”alle de gode er taget”, ”jeg er for gammel/grim/uinteressant”, ”alle mænd/kvinder er røvhuller” – væk med det! Det er at give sig selv et påskud for at give op og blive Kyniker. Lykken står den kække bi – og Kynikeren er ved Gud ikke kæk.

Jeg ved godt at det er pissehårdt at være på Tinder og andre dating-hjemmesider – jeg har selv været i den mølle i snart et helt år i træk. Man får så mange afslag og dårlige oplevelser, folk der opfører sig uhøfligt og overfladisk – og det er så træls at man indimellem er ved at kaste op (ja, det er jeg også).

Men så er det okay at tage en pause og sunde sig. Bruge tid på at forkæle sig selv og ses med de venner, der behandler en godt. Et helende pit-stop. Og så er det videre. Kærligheden venter derude et sted. Formentlig. For én ting er sikkert; at den kommer ikke bare dumpende af sig selv når man giver op og trækker stikket, holder op med at være åben og opsøgende. Vi mennesker har brug for andre mennesker. At give op er derfor en dårlig plan.

Nu kommer jeg til den ting jeg så synes Romantikeren har FORKERT fat i: At tillægge den enkelte forelskelse eller kærlighedsforhold for megen betydning og vægt. 

Selvfølgelig har hvert crush en værdi, men Romantikeren blæser den nemt ud af proportioner og får derved helt vildt svært ved at give slip på det enkelte forhold eller crush igen, når det viser sig at det af en eller anden grund var en blindgyde (Blindgyder kunne være; ”han er bare ikke rigtigt vild med mig” eller ”jeg får ikke det jeg vil have og fortjener i det forhold”). Og ja, desværre er vi fra naturens side wired til at blive ved med at tænke på den person, for vi er jo klinisk afhængige af de kærlighedshormoner vores hjerne selv udskiller når vi tænker på eller er sammen med vores udkårne. Det er ”the objectives”, som vi er nødt til at kæmpe imod.

Det er op ad bakke, men tid, samt et bevidst valg om at skyde det ud af hovedet, hjælper. Jeg plejer bevidst at ”om-programmere” min egen hjerne ved at tænke på min yndlingspotteplante hver gang tankerne om mit ulykkelige crush melder sig. Det virker ret godt, synes jeg. Og jeg har været forelsket flere gange end jeg har tal på, og været nødt til at give slip på hver og én igen sidenhen uanset om det blev et forhold eller en afstandsforelskelse.

“It’s just Love – give it away!”

Det var essensen I en blogpost jeg læste på Elephant Journal på et tidspunkt, og som blev lidt af et vendepunkt for mig. Tanken om at kærlighed ikke er sjælden og dyrebar, men noget vi har kapacitet til at møde igen og igen og igen… den tanke er livgivende og meget hjælpsom i forhold til at give slip og komme videre til næste mulighed. Ja, hvis jeg ser tilbage på mit liv, vil jeg også konkludere at det passer.

I øvrigt mener jeg også Romantikeren skal passe på med at have for rosenrødt et billede af hvor nemme parforhold i det hele taget er – selv med en soulmate. Der vil stadig komme udfordringer og kompromisser. Der skal stadig lægges et stykke arbejde på daglig basis. Forskellen er måden man håndterer udfordringerne på: Det bør være som et jævnbyrdigt makkerpar, der begge tager ansvar dels for forholdet og dels for deres egne følelser som voksne mennesker, fremfor at kaste med skyld hver gang noget er svært.

Så for at opsummere: Der ER et håb, der ER en gylden middelvej imellem Romantikerens naive tilgang og Kynikerens bitre afvisning af sin egen gamle drøm. Der er realistens vej. Den modige, arbejdsomme og tillidsfulde realist, som bliver ved til det lykkes. Som finder lykkens øjeblikke igen og igen, og ved at det selvfølgelig ikke er rosenrød lykkerus fra nu af og ”til vore dages ende”. Vi lever jo trods alt ikke i en Disneyfilm. 😉

Ariel, en typisk romantiker

 

Om modgang og medgang

Jeg fik lige lyst til at fortælle historien om noget af den modgang og kritik jeg har fået med på vejen gennem tiden... typisk i forbindelse med alle de gange jeg er blevet vraget ved fx auditions, optagelsesprøver mv. Der var fx for år tilbage to sanglærerinder fra konservatoriet der uafhængigt af hinanden har sagt til mig ting som at min stemme var "for skinger", "lød forceret" (dvs presset) og at min stemme ikke var "smuk nok til opera, ikke 24 karat guld" og at jeg da "MÅSKE kunne komme til at synge på et lille sted i Tyskland, men ikke på de store steder - om det virkelig var det jeg ville?" Jeg fik tilmed at vide at jeg hellere skulle "finde en anden lærer, der troede på mit projekt" (om at blive prof. sanger)... Alt sammen kommentarer der gjorde mig ulykkelig og fik mig til at tvivle på mig selv.

Men hver gang har min indre trodsighed kommet op efter nogle dage og jeg har kløet på med en: "Jeg skal vise dem at jeg indeholder mere end det!" Desuden har det betydet vildt meget at der var nogle af mine nærmeste der ALTID troede på mit talent 😊

Den kritik jeg fik har garanteret været sagt i bedste mening så jeg ikke skulle gøre mig urealistiske forventninger om fremtiden... men fremtiden er en kompleks størrelse, og man kan jo sige at de ikke fik ret i deres forudsigelser. Den faktor de ikke tog med i beregning var min vilje og disciplin til at afhjælpe de selvsamme kritikpunkter. Kritikpunkter som disse lærere ikke ville - eller måske i virkeligheden ikke KUNNE hjælpe mig med.

Ja, vi mennesker har tendens til at fokusere på det negative - man kan få 5 gode anmeldelser, men det er så den gnavne 6. anmeldelse med kritik man husker og går og ruger over. Den, der rammer ned i ens egen usikkerhed. Det må vi prøve at komme udover så godt vi kan - og hjælpe med at minde hinanden om. Jeg er selv slem til det - for selvfølgelig har jeg også modtaget utroligt meget ros gennem tiden fra folk, hvor det betød meget for mig hvad de mente. Indrømmet! Dette indlæg skal ikke være en klagesang, men en taknemmelig solstrålehistorie om at klare sig trods den modgang der som oftest vil være.

Det har bestemt ikke været nogen dans på roser for mig at blive professionel sanger.

Eller at være det på daglig basis nu.

For slet ikke at tale om alle de gange jeg er og har været misundelig på andre sangerinders succes... Det er ikke noget jeg er stolt af, men sådan er det jo at være menneske.

Der har været rigeligt med lukkede døre som jeg har banket panden imod og været frustreret over. Der har været chancer hvor jeg følte at der ikke engang blev set objektivt på hvem der var dygtigst, men hvor det mere handlede om hvem der var "fin nok" eller var blevet anbefalet af folk med indflydelse. Og da er det let at tage afvisningen personligt.

Egentlig har jeg ikke noget problem med det når én, der kan noget jeg ikke kan, får jobsene eller at jeg skal synge kor bagved hende. Så tænker jeg: de skal tydeligvis bruge én i blå, men jeg er jo gul, så det er klart det ikke er mig de skal bruge. Den indstilling kan jeg anbefale 😉

Mange ville nok have opgivet drømmen om at være solist på dette tidspunkt af livet jeg er i nu. Ville synes at det virkede omsonst, var for sent eller blot for hårdt at blive ved at få afvisning efter afvisning (dem får man typisk 9 af for hver 10 gange man prøver noget). Det kræver vildt meget mental stamina for mig - stadigvæk. Så hvis du virkelig vil det, så klø på! Bliv ved! Jeg sender god energi!!

Det er selvfølgelig dejligt når der ind imellem så er nogen der tilbyder mig et eller andet job jeg ikke selv har knoklet for at få til at ske. Men det er stadig forholdsvis sjældent og absolut ikke noget jeg tager for givet. Langt det meste af det jeg laver er noget jeg selv har opsøgt eller ligefrem skabt og banket op af jorden. Det giver til gengæld en stor tilfredshed at udføre den slags projekter.

De mennesker der tager det for givet at ting skal serveres på et sølvfad er så også dem der på et tidspunkt vil få en brat og ubehagelig opvågning til realiteterne: Pludselig er det en anden der er "den udvalgte" og så skal de til at lære det vi andre har lært fra start af: Der gives ikke succes uden knofedt, opsøgende arbejde og masser af afvisninger. Ikke i den klassiske musikbranche, men sikkert heller ikke nogen andre steder! Der er masser af folk med talent - ingen har egentlig krav på noget fra verden af den grund.

Ind imellem har jeg tænkt på om jeg spilder mit gode hoved og min tid på at realisere mig selv gennem kunst. At jeg kunne komme verden mere til gode (eller blot tjene flere penge) ved at lave noget andet. Men jeg brænder så meget for de øjeblikke hvor jeg står på scenen eller arbejder intensivt med musik ved prøver - til at give op. Indtil videre, i hvert fald. Trods Corona-pandemi og så videre. Og jeg tror på at jeg bidrager med noget værdifuldt til verden med det jeg gør.

Der kommer en dag hvor jeg bliver vraget på grund af min alder... Derfor har jeg alle dage stresset over at nå mine drømme før det er for sent. Når tiden kommer håber jeg bare at jeg kan slutte fred med at jeg fik så og så meget tid i spotlight, og at jeg kan formå at kaste min ildhu på noget andet - som at komponere, eller være en god mor/mormor/partner eller noget tredje.

Så for alle de der ser på den succes jeg nyder i øjeblikket vil jeg bare minde om at det har kostet blod, sved og mange tårer at nå hertil. Og det vil det fortsætte med at koste i et vist omfang indtil den bitre ende. Så lad os være gode ved hinanden undervejs, klappe på skulderen når det går godt for nogen og give et forstående kram når det går svært. Vi er i samme båd i sidste ende. Succes kan nemlig forsvinde lige så hurtigt som den kom.

Det var bare det.

Kram fra Nina 😘

Er det unaturligt at dele skarpt op mellem klassisk komponist og udøver?

Jeg synes der mangler at blive stillet spørgsmålet:

"Er det egentlig unaturligt at dele skarpt op mellem klassisk komponist og udøver?"

Jeg vil selv vove at svare: Ja, det er unaturligt.

Selvfølgelig er der skrevet masser af musik som ikke var/er muligt at udføre for komponisten selv,
fordi vedkommende ikke spiller det pågældende instrument etcetera.
Men derfra og så til at blive overrasket over at en komponist kan være fuldt ud i stand til at udføre
sin egen musik - ja, endda være den bedste til det - er det ikke underligt?
Hvis vi kigger på populærmusik og “rytmiske” genrer generelt så er tendensen præcis modsat:
dem, der synger/spiller er som oftest selv ophav til musikken.
Men i den klassiske musiks verden er det anerledes.
Her findes en dyb skepsis over om en dygtig udøver også kan være en dygtig skaber og vice versa. 

Det er ideen om "det skabende geni" og "den robotlignende perfekte udøvende,
som kun tilfører lidt eller intet til værket" som falder mig for brystet! 

Jeg tænker: Er det virkelig det ideelle? Så meget kontrol? 

Det sætter i øvrigt også presset på skaberen op: der skal være tænkt på ALT,
værket skal være fuldkommen gennemarbejdet og vandtæt.
Til trods for at det meste musik sagtens kunne være skrevet lidt anderledes
- selv Bach, som vi husker selv var en stor improvisator i sin tid.
Han hyldes for at være et geni - og ingen må røre ved en takt af hans musik.
Til trods for at han helt sikkert selv udførte sine egne værker med hvad der faldt ham ind af variationer på dagen.

Blot fordi ingen af os i dag ER Bach eller Mozart, betyder det så at vi ikke må forsøge lidt af samme frie,
legende tilgang til deres musik? Min Mozart-elskende jazzpianist af en far og jeg er helt enige:
Det må man sgu godt!
Den der næsegruse beundring for komponisterne er kammet over og blevet lidt af en spændetrøje.
En spændetrøje af angst. Angst for at blive dømt af andre for ikke at spille “på den rigtige måde”.
Men er der virkelig kun én rigtig måde? Det føles sommetider som mentale håndjern.

Billede: Colourbox

Nå, men tilbage til komponist versus performer - at man er tvunget til at vælge en bås at være i.
I hvert fald officielt. Jeg undres og tænker om tiden er inde til en ændring i bevidsthed og "comme il faut" i det klassiske musikliv på dette punkt?

Som det er nu bliver man anbefalet at holde det hemmeligt at man komponerer,
hvis man vil tages alvorligt som musiker
- og omvendt at holde det hemmeligt hvis man er professionel musiker der gerne vil søge penge til
eller bare bryde igennem med sin egen musik. 

Jeg synes det er ret åndssvagt. 

Som om man ikke kan blive en rigtigt dygtig musiker hvis man også bruger tid ved siden af
på at komponere?
Eller som om man ikke kan komponere musik af kvalitet
hvis man ikke har viet hele sit liv til det (og kun det)?
Man skulle ellers tro at det gav en fordel for en komponist at mestre et eller flere instrumenter. Ikke? 

Ligeledes mener jeg det er helt essentielt en god ting når musikere selv tænker som komponister,
altså kreativt.

Klassisk musik er i dag i nogen grad "museum"
selvom vi er mange der knokler for at det skal være en levende tradition.
Den der adskillelse af skaber og udøver er jo faktisk noget der mig bekendt først er opstået gradvist
for ca 100, måske 150, år siden og som er blevet mere og mere gennemsyrende sidenhen…
jeg tror det har at gøre med generelle strømninger i tidens måder at tænke på, tidsånden.
Og muligvis også at gøre med fænomenet indspilninger hvor musikken bliver foreviget
i “perfekte” indspilninger, som så danner skole.

Men tænk på dengang Mozart, Litszt, Chopin og Clara Schumann rejste Europa tyndt
og spillede både egen og andres musik på klaver som de virtuoser, de var!
De kunne improvisere over en anden komponists melodi til den næsten ikke var til at kende igen.
Det findes der vidnesbyrd om.
Tænk på Mozart der gør nar af Salieri’s lille march i filmen Amadeus. (videoklip herunder)

I samme periode forventedes alle operasangere at fortolke, lave variationer og egne kadencer osv.
Man skrev musikken på en måde der tilgodeså den kreative udøver
- hvorfor denne type musik af fx Bellini, Donizetti mm ofte bliver ret flad i dag
når det bliver udført af node-tro "perfekte" udøvende som ikke har øvet sig i at komponere
eller improvisere.
For det første er den nodetro gengivelse egentlig forkert i forhold til sådan som musikken var tænkt.
For det andet mister man simpelthen det nærvær og personlighed som fx en improvisende jazzmusiker har. 

Jeg forstår godt hvorfor komponister begyndte at blive mere og mere udførlige med
at notere PRÆCIS det de har i hovedet
- så undgår man til en vis grad også udførelser der falder helt til jorden pga middelmådige udøvende,
der ikke intuitivt forstår en frases indre logik
(som ofte er det komponisten forestiller sig og derfor noterer minutiøst).
Jeg kan faktisk ikke sige mig fri for selv at tænke sådan når jeg komponerer! Hvem skriver jeg for?
Kan jeg have tillid til at de selv kan finde ud af at frasere, eller skal jeg made dem med ske? 

Man stækker vingerne på den kreative udøver af klassisk musik. 

Og det er synd, synes jeg. For med fortolkning er der også plads til at tilføje nye farver,
som komponisten måske ikke lige havde tænkt på,
men som klæder værket og gør det til en levende kamæleon-tradition.
Farver, som er uudnyttede muligheder, hvor komponisten var nødt til at vælge én for klarheds skyld
- eller for kontrol. Bonus er at denne frihed kan gøre det sjovere at performe musikken
- og når musikere har en fest med at spille, så høres det!

Jeg går selv ind for at man med vilje eksperimenterer med materialet - selv de elskede klassikere.
“Tradition er slendrian” skulle Mahler have udtalt, og han var i sin gode ret til den udtalelse
i kraft af sit lange virke som dirigent, hvor han havde sit hyr med at få orkestrene til at gøre andet end
“det de plejede” eller “have mest lyst til”. Musik skal have nærvær - ikke musikere der falder i søvn bag deres nodepulte.
Det tror jeg alle kan blive enige om.

Jeg tænker at det er godt at vise tillid til sine udøvere.
Det vil jeg selv prøve at gøre når jeg skriver.
Kreative udøvende musikere tilfører mere personlighed og "shine" end andre klassiske musikere,
og de er federe at arbejde sammen med fordi de tænker på samme måde som komponisten.
Så det er på alle måder et win-win at arbejde med dens slags folk.

Jeg tror det er på tide at opdrage en ny generation af musikere til større frihed og mod til at udfylde den.
Mon ikke det ville afføde en ny bølge af kreativ ny-klassiske kompositioner?
Det håber jeg, for det bliver da en fest at spille og synge!

Her til slut en lille video hvor jeg synger Corinna's arie fra Rossini's Rejsen til Reims
med mine egne variationer i denne strofiske sang :-)
Og undskyld for det underlig layout - programmet her fungerer ikke som det plejer! Jeg ved ikke hvorfor.

Undgå at spilde dit liv - giv drømmene et eftersyn.

Tanker om lykke, FOMO med mere. At du har klikket på dette blogindlæg tyder på at du ligesom jeg har en angst for at spilde din tid her på jorden. Og med god grund. Vi har som bekendt kun et liv så det gælder om at få mest muligt ud af det, ikke? Lad os tale om lykke og drømmene om hvad den kan være.

Fear Of Missing Out  eller populært: FOMO er et udbredt fænomen, og med rette. Men vi bør være selektive med hvad det helt præcist er, der er de ting hver enkelt ikke må gå glip af. For vi KAN ikke gøre alting! Det er fysisk umuligt. Og det skaber kun negative følelser at tænke på alt det vi IKKE gør/oplever/prøver. 

Vi VIL komme til at gå glip af ting. Det er et grundvilkår. 

Men den gode nyhed er, at det ikke betyder vi går glip af lykken.

Hvad er det vigtigste for dig?

Et eksempel: Blot fordi det for nogen er vildt vigtigt her i livet at få børn, rejse jorden rundt, holde et romantisk bryllup eller tjene en masse penge, bør man altid (før man følger deres eksempel) spørge sig selv om det egentlig er en drøm, der kommer indefra hos én selv, eller om det er en blind og ubevidst jagt på lykke, der manifesterer sig?

Det samme kan selvfølgelig siges om faldskærmsudspring, marathon-løb, køb af hus, valg af prestigefyldte jobs, valg af partner og så videre. Hvis man mærker efter og det ikke føles som et stort "JA TAK" når man tænker på disse ønsker, så er det på tide at give sine drømme et eftersyn. 

Det er alt for nemt bare at tage nogen andres drømme til sig fordi de ser dejlige ud i teorien - eller på folks Instagram-fotos. Men det VIL føre til mindre følelse af lykke og mere FOMO at være ubevidst om sit eget inderste. For selv hvis du virkelig FÅR de ting så mange andre drømmer om, vil de føles hule og tomme for dig fordi det ikke i virkeligheden er det, der gør DIG glad og fyldt med taknemmelighed og følelse af værdi. 

Nøglen er altså et blive bevidst. 

Og der er man nødt til at blive stille, helt stille, så man kan lytte til sit hjerte.

For mig er nærvær det, der gør mig lykkelig. 

I al sin enkelhed nærvær. Faktisk tror jeg følelsen af lykke er umulig uden følelsen af samtidig at være nærværende. Ikke noget med ærgelse over ting i fortiden, ikke noget med bekymring over fremtiden. Bare være fri for den slags tyngende tanker og nyde det, der ér i den flygtige tid, der er nuet.

Nærvær kan opnås på mange måder: 

-Til koncerter, scenekunst og generelt bare kunst kan vi være heldige at blive så grebet af kunsten at vi glemmer alt andet end det indeværende NU (god grund til at ønske sig oplevelser fremfor ting til jul).

-Ved at være intenst nærværende med en anden person, en vi holder af - en ven, familiemedlem eller en kæreste. Øjenkontakt er nøgleordet.

-I naturen bliver vi også nemt mere nærværende og det er videnskabeligt bevist at blandt mågeskrig og raslende trækroner vil den kreative hjernehalvdel få lov at dominere over den analytiske - og derved opstår lykkefølelse. Interessant, ikke? Derfor ikke så mærkeligt at de fleste mennesker også finder glæde og nærvær i:

-At være kreative - om det så er som hobbymaler, at klippeklistre med ungerne, eller som professionel kunstner. For mig at se er selve glæden ved aktiviteten langt vigtigere end det produkt der måske, måske ikke kommer ud af anstrengelserne. Så selvom den sang, du er ved at komponere bliver vildt dårlig, så bringer den stadig lykke mens du laver den.

- Alene uden forstyrrelser. Det er også muligt at finde nærvær og glæde alene - det har taget mig personligt mange år at lære. Jeg har været alt for optaget af at andre mennesker skulle være de vigtigste ingredienser i min lykkefølelse. Derfor blev min lykke altid skrøbelig og afhængig, og min angst for at miste den meget tilstede. 

Nogle mediterer - jeg drikker en kop varm kakao siddende på min seng og kigger stille ud af vinduet. Er taknemmelig over at være til, at være rask og førlig, at have en familie og et hjem og alt det andet jeg er heldig med. Det er velsignet.

Angsten for døden 

Det er svært at tale om lykke og "angsten for spild af liv" uden at tale om angsten for døden. 

Når jeg tager min egen dødsangst op og vender den i hænderne, så opdager jeg at den i virkeligheden handler mest om angsten for ikke at leve fuldt ud. 

Tænk at gå glip af de vigtigste ting livet tilbyder! 

Tænk at ligge på sit dødsleje i en høj eller måske knap så høj alder og tænke: 

"Hvor dum jeg var, at jeg ikke turde gøre de ting, mit hjerte brændte for!" 

Og så er vi jo lidt tilbage ved Fear Of Missing Out igen.

Siden døden er et grundvilkår gør vi vel bedst i at acceptere den - fremfor at leve i konstant angst for den? Det er vel svært at være lykkelig samtidig med man føler sig angst. 

Selv hvis vi nu forestiller os, at vi har sluttet fred med at vi skal dø, så er der andre former for angst der fylder, som det også kunne være rart at ryste af sig:

Angsten for at fejle. 

Angsten for at såre andre eller selv blive såret. 

Angsten for sygdomme, katastrofer og andre ting, der er udenfor vores direkte kontrol. 

Angsten for at blive afvist.

Hvor ofte holder disse former for angst dig tilbage fra at gøre det, du VIRKELIG ønsker?

For mig er det helt indlysende at sammenlignet med min angst for ikke at få nok ud af livet/ leve trofast mod mit hjerte, så er disse andre former for angst mindre. 

Derfor gør jeg mig umage med at være modig nok til at leve mit liv sådan som jeg føler det bedst skulle leves. På den måde overkommer jeg både angsten for at dø  (ikke få levet nok) OG de andre angste for ting som i større eller mindre omfang alligevel kan eller vil ske i et liv uanset hvad.

Det er min indsats for at leve med så meget lykke som muligt. 

Her husker vi lige på at man ikke kan rende rundt i konstant lykkerus. Den intense lykke er naturligvis kun forbipasserende og flygtig, men den grundlæggende tilfredshed og følelse af at leve tro mod sig selv er til gengæld en underliggende, stille glæde. Så jeg synes faktisk jeg slår to fluer med ét smæk med min "leve modigt" -strategi.

Memento mori - eller: Få nu noget ud af livet!

Ungdomsforgudelse

Igen og igen bliver jeg mindet om at der findes en udbredt fiksering på ungdom samt en angst for at blive ældre her i vores samfund. Et fænomen som fx fører til at folk ikke vil fortælle (eller lyver) om deres alder, ikke vil fejre deres fødselsdag og bliver generelt nedtrykte når talen falder på det emne. Det er synd!

Hvorfor egentlig være nedtrykt? Det giver da langt bedre mening (læs langt mere lykke) at være taknemmelig for alt det man har (og har oplevet) og så ellers fra i dag begynde at leve mere efter sit hjerte. Ikke? Hvis man altså lige zoomer ud og går et bevidsthedsniveau op.

At have modstand på over det uundgåelige i tidens gang skaber KUN smerte. Og som Eckhart Tolle så rigtigt skriver, så er accept den eneste måde at slippe for smerten. 

At være ung er meget ofte ensbetydende med at være både mere usikker, mere angst og mindre i kontakt med sin kerne og hvad der dybest set gør en mest lykkelig her i livet. Så det at være ung er ikke det, der som sådan gør en lykkelig. At være ung er blot en omstændighed i et menneskes liv. En omstændighed der ikke kan måle sig med personens vilje, mod, drømme og livskraft. Eller mangel på samme.

Desuden er det da immervæk opskriften på at være ulykkelig hvis man hele tiden ærger sig over at være der i livet, hvor man er. Logisk set, altså. Så det er egentlig ret dumt at spilde krudt på, ville jeg sige. Der er jo et liv der skal leves nu og her!

Dronning i eget liv - betragtning om at være stærk kvinde

Da jeg var 24 år følte jeg, at jeg var ved at vokse fra ønsket om at være den yndige prinsesse til at ville være ”dronning i mit eget liv”.

Præcis de ord formulerede jeg faktisk i mit hoved engang den sommer som 24-årig, hvor jeg poserede som ”skønjomfru i nød” overfor en ridder og en trold til en plakat for et middelaldermarked. Jeg følte at det var ufedt at være det kønne og attråværdige ”objekt”. Jeg ville hellere se mig selv som én der handler, en der er stærk og modig, en der styrer selv!

Jeg kunne ikke finde præcis det rigtige billede, men dette er taget samme dag. Ridderen og jeg er de samme.

Det har så været en ongoing process lige siden – og vi taler om nu på 12. år. Men jeg synes bestemt jeg er kommet langt. Ja, måske endda i mål, hvis ellers jeg havde lavet en definition af hvad ”i mål” så skulle betyde. Faktum er at jeg føler mig som en fuldvoksen kvinde, som ikke længes tilbage til at være 24 år igen. For den usikkerhed, den manglende knowhow, og den måde jeg (ikke) kunne håndtere og rumme mine egne følelser dengang, dét ville jeg nødig have igen! Uanset om jeg så fik et ansigt uden smilerynker i tilgift. 

For slet ikke at tale om at genopleve de tragedier der ramte min familie dengang. Dem er jeg meget lettet over at kunne lægge bag mig. Selvom de oplevelser selvfølgelig har farvet mig som person, så føler jeg heldigvis at det mest er for det bedre. Jeg er blevet dybere og mere empatisk overfor andre fx. Men der vil nok altid være nogle ar, og det er også okay.

Når tilværelsen er mørk, så har man altid to valg: vil jeg sidde og have ondt af mig selv mens jeg skuler til den onde, uretfærdige verden (prinsessen i tårnet), eller vil jeg tage brynje på og handle mig ud af det, skønt det kommer til at gøre ondt og være både hårdt og beskidt?

Den sidste mulighed er den en dronning i eget liv vælger. Både for sin egen og for sine kæres skyld.

Som datter af en mor, der hele livet mere eller mindre forblev i sit prinsessetårn, ulykkelig og ensom, så har det været mig skærende indlysende at det i hvert fald var en dårlig plan! Og som mor har jeg selvfølgelig også motivation i forhold til min datter.

Så tilbage til dronningen: 

foto Olafur Steinar Gestsson

Når jeg i mit virke som sanger har mulighed for at synge soloroller på scene, så er det klart, at de roller jeg nyder mest, er dem hvor jeg får lov at være dronningen eller have nogle af de voksne personlighedstræk, som en dronning står for i min bevidsthed.

Nu har jeg meget apropos lige haft rolledebut i år som Nattens Dronning, og heldigvis blev hun portrætteret som relativt menneskelig, og ikke som den superskurk hun bliver gjort til i nogle instruktørers opsætninger. I vores version (TRYL på Operafestivalen) er hun nok stærk, stolt, skrupelløs og magtsyg, men også stor nok til at indrømme sine fejltagelser.

I forbindelse med OpeRap på Roskilde Festival sang jeg igen Nattens Dronning, men denne gang i en remixet version med beats og rap tilføjet. Her udviklede rapperen Mund de Carlo og jeg et sceneshow hvor vi lod som om vi hadede hinanden pga uvisse omstændigheder, som skulle være gået forud. Præcist hvilke omstændigheder var så op til publikum selv at fylde ind. 

Vi battlede, frontede på hinanden og udtrykte foragt og frustration, som kun to kan, der ikke kan lægge det skete bag sig. Selv da sangen sluttede, holdt vi maskaraden og skred ud af scenen til hver sin side uden at nyde bifaldet. Dét show faldt tilsyneladende i god jord hos både publikum og anmeldere. J Selv synes jeg vi med det sceneshow fik tilføjet både mere opera-drama og mere rap-battle til vores musikhybrid. Her kan du lytte til sangen:

OpeRap "Hævnen er sød" -Nattens Dronning remix på Spotify

Mund de Carlo og mig ved OpeRap i Tivoli

At få lov at være super bitchy på scenen var jo fedt i sig selv, for det var fedt at få afløb for den mindre ”yndige” del af det at være kvinde. Apropos begrebet bitch, så kan jeg stærkt anbefale denne TED Talk som handler om, hvordan ordet nok i virkeligheden dækker over en masse af de personlighedstræk, man normalt finder positive ved mænd: Viljestærk, dominerende, passioneret, målrettet, selvsikker, ambitiøs, handlekraftig osv. En person der giver zero fucks for andres mening.

Men underligt nok så er det i vores vestlige samfund ikke velset for kvinder at eje disse træk i store mængder. Derfor bruges ordet bitch oftest nedsættende. 

Selvfølgelig kan man også argumentere for at en bitch slet og ret en en kvinde, der er strid mod andre for sin egen vindings skyld... Men det kan vel sommetider være et biprodukt af de førnævnte dyder? 

Men helt ærligt: hvis nogen (mænd som kvinder) skulle foragte mig pga nogen af de førnævnte kvaliteter, så forbeholder jeg mig retten til at være revnende ligeglad. Og det vil jeg også gerne opfordre alle mine medsøstre til at være.

Jeg vil forsøge at lade deres kritik prelle af, så den ikke går ind og stikker til min egen indre kritiker, som alt for ofte har talt med samfundets kvinde-irettesættende tone. Hvis den, min indre kritiker, i disse situationer kan stå som indstøbt i panserglas, så kan verden bare komme an. BAM!

 *synger det høje F og skrider ud af lokalet * 

Det er ikke hvor god du ER, men hvor god du vil VÆRE – betragtninger om vejen til succes

Okay, nu vil jeg skynde mig at sige at jeg jo ikke selv er nogen verdensomspændende succes! Dog har jeg indtil videre opnået en pæn håndfuld af de drømme jeg har haft med hensyn til min musik:

Det var fx drømme om ”at komme ind på musikkonservatoriet”, ”at blive solist i opera”, ”at samle et rockband og opføre min egen musik”, ”at lave eksperimenterende teater og crossover med dygtige folk”, ”at kunne leve af at synge” osv. Undervejs har jeg oftere været frustreret end lykkelig, så nogen dans på roser har det selvfølgelig ikke været. Men jeg gav alligevel ikke op.

At dele de overvejelser jeg har haft undervejs føles godt. 

Vi, der er i samme båd, kan jo ligeså godt hjælpe hinanden. Det giver god karma.

Mine 17 råd er:

#1 IKKE AT GIVE OP, BARE FORDI DER ER MODGANG.

Okay, rimeligt basic, men alligevel værd at huske når man møder modstand. Der vil altid være nogen, der ikke synes om det man gør. Det kan man ikke lade sig stoppe af. Jeg har selv fået mange afvisninger og demotiverende kritik med på vejen, men min protest har altid været: ”Jeg skal nok vise dem en skønne dag. Vent og se!” – og så KAN man jo ikke være alle folks kop té.

#2 TRO PÅ AT DET DU IKKE KAN ENDNU; DET KAN DU LÆRE.

Hvis ikke du selv tror på dit projekt, hvordan vil du så overbevise andre? Et gammelt visdomsord siger at ”Hvor der er vilje, er der vej”. Og din vilje til succes er nok den allervigtigste del af dit talent.

Nogle taler om at ”Evnen til at forvalte sit eget talent er det bedste talent man kan have”. Det kunne fx være ikke at stille sig tilfreds med halvdårlige lærere, eller at have energien og modet til selv at opsøge situationer og personer, der ville kunne åbne døre for én.

Jeg selv var HELT klart ikke kommet nogen vegne uden denne vilje. Ja, faktisk var det i teenage-årene det gik op for mig at jeg netop havde en chance på grund af min stærke vilje: Min far, en succesfuld jazzpianist, sagde til mig:

#3 DET ER 10 % TALENT OG 90% ARBEJDE.

Yes, tænkte jeg. Så har jeg alligevel en chance!

Det her gælder dog for alle. For man kommer altså ikke sovende til succes. Sådan er det bare. Så se konstruktivt kritisk på sin egen præstation hver gang. Få øvet dig de obligatoriske 10.000 timer, men stop ikke der. Udvikling er en livslang proces, så det duer ikke at være doven. Du skal være drevet fremad af en indre motivation. Den kan variere meget fra periode til periode, og det er okay.

#4 PAUL ARDEN: IT’S NOT HOW GOOD YOU ARE, IT’S HOW GOOD YOU WANT TO BE

Tillad mig at citere fra en bog som har været en stor inspiration igennem de seneste 4 år: Paul Arden’s bog It’s not how good you are, it’s how good you want to be.

”Nearly all rich and powerful people are not notably talented, educated, charming or good-looking.

They become rich and powerful by wanting to be rich and powerful.

Your vision of where you want to be is the greatest asset you have.

Without having a goal, its difficult to score.”

(Var der nogen der sagde Trump??)

Opslag fra bogens side 12-13

Her kommer et par andre af mine yndlingscitater fra bogen:

#5 ENERGY. - ITS 75% OF THE JOB. If you don’t have it, be nice.

#6 DO NOT SEEK PRAISE, SEEK CRITISISM! 

(du vil jo gerne være bedre end middelmådig, ikke?)

#7 DON’T LOOK FOR THE NEXT OPPORTUNITY. THE ONE YOU HAVE IN YOUR HAND IS THE OPPORTUNITY. We are always waiting for the perfect brief from the perfect client. It almost never happens. Whatever is on your desk right now, that’s the one. Make it the best you possibly can. Successful solutions are often made by people rebelling against bad briefs.

#8 DON’T TAKE NO FOR AN ANSWER

#9 IT’S NOT WHAT YOU KNOW, IT’S WHO YOU KNOW

#10 THE PEROSN WHO DOESN’T MAKE MISTAKES IS UNLIKELY TO MAKE ANYTHING.

Thomas Edison said, “Of all the 200 lightbulbs that didn’t work, every failure told me something that I was able to incorporate into the next attempt.” Failures and false starts are a precondition of success. (stavefejlen i overskriften er med vilje ikke rettet, for bedre at understrege pointen).

Her vil jeg lige indskyde en bemærkning om at den største hæmsko for succes netop skulle være angsten for at fejle: Min lærer Abbie Furmansky i Berlin plejede at sige ”Commit to shit” – altså man skal kaste sig på hovedet ud i det, uden hensyn til om det lyder dårligt eller hvad. For i en læreproces skal man jo turde fejle, så man kan lære af sine fejl.

#11 FAIL AGAIN, FAIL BETTER (Samuel Beckett)

Nå, nok med Paul Ardens bog for nu. Egentlig burde alle bare læse den selv. Her kommer flere af mine egne ”Husk nu at…”

#12 GØR DET I DAG

Ikke flere undskyldninger. Bare gør det du ved, du bør. Skriv den mail, syng den audition, ring til den nøgleperson du ikke tør. Man kan tøve herfra og til dommedag. Det hjælper ikke på noget.

Hvis det kræver research, så på med vanten. Spørg nogen, kig på nettet – så er du i gang. Hvis ikke du kan nosse dig sammen til det, så håber jeg at dem der holder af dig vil sparke dig hårdt i måsen – for din egen skyld altså. Og ellers: Be nice – og accepter at der hvor du er, der bliver du. Måske er det faktisk okay for dig?

#13 KOM UD AF DIN KOMFORTZONE.

Lad os se det i øjnene: Intet interessant eller banebrydende eller ekstraordinært sker indenfor din komfortzone. Pres dig selv derud, hvor du ikke kan bunde, og prøv så hvor langt vingerne bærer.

#14 SUCCES ER NÅR HELD, OPGAVE OG GOD FORBEREDELSE MØDES

Vær velforberedt. Altid. Og opsøg dit held og de opgaver, du godt kunne se dig selv i. Simpelt princip, men hårdt arbejde.

Anekdote: For to uger siden sprang jeg ind og sang en arie for en syg solist ved en sceneprøve på Operaen. Jeg var tilstede fordi jeg arbejder i koret, og vi skulle lave en slowmotion koreografi til den sang der. Da instruktøren så spurgte ud i salen om nogen kunne synge den arie, så meldte jeg mig. For jeg havde nemlig indstuderet det parti på forhånd – både fordi jeg havde lyst til at have netop den rolle på mit repertoire, men også fordi man jo aldrig ved om der bliver brug for nogen, der kan springe ind. Det blev der så! Og jeg kan love for at jeg fik meget ros for min indsats.

#15 NETVÆRK ER GULD.

Som jazzpianisten Thelonious Monk sagde: ”Don’t try to get yourself a job – stay in the business”. Det er dit netværk, der er dine ambassadører ude I verden. De kan give dig det, du ikke kan skabe selv: God omtale. Husk også at give dem god omtale igen. Og husk så at:

#16 TAL DIG SELV OP!

Når du møder en kollega eller bekendt, som spørger til hvordan det går, så fortæl ikke om dine frustrationer og hvor hårdt og uretfærdigt det hele ind imellem føles. Fortæl om de gode ting, om det du brænder for og glæder dig til. Lad som om du er godt på vej til at blive den succes, du gerne vil være. Bonus: du bliver selv i bedre humør J

#17 FIND EN MAKKER

Det kan være ret så ensomt at bygge sin karriere op fra bunden af, derfor kan jeg stærkt anbefale at finde en ”partner in crime”. Gerne en i samme branche, så man kan udveksle erfaringer, men selvfølgelig bør det nok ikke være en direkte konkurrent. Det giver energi at have nogen at sparre med, og så kan man holde hinanden op på at få tingene gjort.

To mennesker har større netværk end én. Måske får din makker ideer på dine vegne, som du ikke selv havde tænkt på? Hjælp din kollega, så hjælper hun måske også dig en dag.

Det var alt hvad jeg lige kunne komme i tanker om.

Held og lykke med det hele. Hvis denne blog var brugbar, så del den med dine venner, og fortæl mig gerne hvilke råd, der var en hjælp for netop dig.

Kærlig hilsen Nina