søndag den 28. juni 2015

Competition - May the Toughest Singer Win


 Sarzana Italy
 Wedensday June 24th 2015

I expected the jury would be very strict, so the result came as no surprise.

That's why the moment my voice cracked a bit in my first aria, I thought: 
Damn, it's over! 
When they asked for a second  aria, I was relieved they wanted more, and sang a lot better.
I really couldn't have done the Qui bel sogno better.
The aria felt very secure, and I even enjoyed it! I felt especially happy about the pianissimo high notes, which are so fragile.

Still, there were MANY good voices in Sarzana that day. Some of the voices were even amazing. For instance, one Chinese tenor  had the most beautiful, big, warm sound. He sang so well that I thought:
Ok, my chances of winning are weak.

And there were others, including a Korean mezzo (Got 3rd prize) and a Serbian Wagnerian soprano (Got the 2nd prize) both with huge, gorgeous voices.
It is my impression that In Italy, they really appreciate big voices. They seem to cast bigger voices than we do in northern Europe. 
Thats just a fact.

There were actually no singers out of the 42 that seemed to be really bad, or out of place in a competition like this. Curious. 
All were skilled. Only details separated them. 
For example, some voices may have been a little too screamy or airy with the high notes, weak legato, or annoying vibrato. Those types of details. 

Most of the singers I talked to already work in theaters around Italy, or elsewhere, and are represented by artist management agencies. 
A few of the singers present were known to win a lot of other competitions. So its a tough, tough game!

Age is always an issue in opera, especially in competitions. 
If a 23 year old soprano sings at the same level as a 28 year old soprano, it is just more impressive in the eyes of the jury to favour the younger of the two singers. Or so I'm told. 

For people like me, and many many others that have wasted years with a bad teacher, it's just really tough luck. Sad, but true. But if the voice is truly amazing, like that Wagnerian soprano who won 2nd prize, age doesn't matter. I think she was close to the 35-years age limit.

My best advice for those who want to sing competitions is: 

Stay self confident (!)

Ignore other singers. Listening to others can make you feel very insecure, and that feeling can make you perform poorly.

And of course: 
Do your homework well! 
Every pronounciation, every phrase, every high note should be precise. 
Otherwise, you are just wasting time, money, and effort.

Making a successful audition, or participating in a competition, require skills one must consistently train for. Still, participating at competitions may result in meeting new friends among other singers. 
While at the competition, I became friends with a Polish soprano and an Italian Mezzo, and had a great time drinking together after finding out none of us made it to the next round. 

Two new friends is a good prize to take home, I should think :-)

søndag den 21. juni 2015

Når Mor skal rejse... åh-åh!

Når forberedelserne er klaret, kufferten pakket, sangene er øvet og højpoleret, flybillet og hotel booket, noder tapet, gallakjole valgt og rejseroman udvalgt, så mangler det sværeste dog endnu.
At sige farvel.


Det er altid svært at skulle afsted fra min datter. Selvom det kun er én uge, så føles det slemt for hende fordi hun ved at jeg er langt væk. Så langt væk at hun er bange for, at jeg aldrig kommer hjem igen! Her virker logik altså ikke særligt godt til at dæmpe store følelser i den 8 åriges hjerte.But Mum's gotta do what Mum's gotta do.

Det er jo slet ikke første gang jeg skal afsted til et eller andet karriere-agtigt. Nu har jeg jo vidst at det er et karrierevilkår at rejse, fra før jeg besluttede at få barn... Men naturligvis havde jeg ikke dengang nogen forestilling om HVOR svært det kan være, når de der børnefølelser er indvolveret! 


Den tanke har da med mellemrum strejfet mig, om jeg i det hele taget kan være bekendt at tage af sted? Eller om jeg svigter mit barn? Men sagen er jo den, at hun har det rigtig godt hos sin far og lider ikke nød som sådan. Kun savn. I et afgrænset stykke tid. Og det har jeg da selv prøvet som barn, når min far altid var på turné som jazzmusiker. Det har jeg altså ikke mén af i dag.


Min overbevisning om, at jeg gør det rigtige skyldes dette: At jeg mener, at man har en forpligtelse til at gøre de ting, der gør én lykkelig og glad. For en bitter og uforløst mor, som modstræbende har ofret alt, er IKKE sagen for et barn. Ej heller sagen for hende selv eller andre i nærheden. Tænk et stort ansvar at lægge på et barn, at være årsagen til dette?!

For ikke længe siden læste jeg to forskellige videnskabelige undersøgelser, der viste:
1) ”At gøre det, du er god til, gør dig lykkelig” (+ gode relationer til familie og venner, naturligvis)
2) ”Det døtre sørger mest over ved deres mødres død, er alt det mødrene ikke fik gjort med deres liv”.


Den lader vi lige stå et øjeblik.


søndag den 14. juni 2015

Sangkonkurrence i udlandet – igen??

Hvorfor er det egentlig at jeg nu IGEN er ved at forberede mig på en international sangkonkurrence? Jeg bryder mig jo egentlig slet ikke om konkurrencer. Synes det er åndssvagt at man skal sammenligne og vurdere noget så subjektivt som det at synge! 

Hvad der rører én kan være totalt over the top i en andens ører. Derfor bliver det discipliner som ren intonation, stilkendskab i frasering, tekstudtale og ikke mindst valg af det RIGTIGE REPERTOIRE der lægges vægt på. Og det er i mine øjne meget koldt og sagligt og temmelig langt fra hvad jeg synes er det vigtigste i en stemme – nemlig menneskeligt nærvær.

Nå, men turen går nu altså for mit vedkommende til La Spezia, lidt syd for Genova, Italien, om lidt over en uge. Basta. Og det er bestemt ikke første gang jeg prøver lykken i udlandet. Grunden er naturligvis at jeg længes efter at blive opdaget. Og man kan sagtens blive opdaget også selvom man ikke vinder konkurrencen, endsige kommer i finalen. 

Det skete faktisk for mig i Berlin, hvor en jurymedlem viste sig at være dirigent ved Theater Kiel, og han inviterede mig til at komme og få gratis coaching med ham ved lejlighed! Dette førte faktisk til audition for hans operachef, som jeg først gjorde et godt indtryk på, men desværre da det 2. gang gjaldt en lille rolle, ødelagde jeg det for mig selv ved at mangle en nodeside i forspillet, hvorfor min audition gik noget akavet. Øv.

Håbet lever dog i mit sind: Denne gang ved jeg fx at der vil sidde mindst én person fra et regionalt operahus. Og man véd jo aldrig, vel?
Min lærer i Berlin, Abbie Furmansky, sagde engang: ”Nina, you are not the type of singer that wins competitions. But I think you are the type that WILL get cast for roles”. Det har hun nok ret i.
 Så hvis jeg heller ikke vinder denne gang, er det bestemt ikke verdens undergang. Men øj, hvor ville jeg blive glad hvis jeg blev opdaget i Italien ;-) 

søndag den 7. juni 2015

VIVA LA DIVA – Men kan hun holde fødderne på jorden?

Balkjoler ER jo skønne, men nu bliver man helt klart ikke en diva af at tage en på. Så hvad skaber egentlig en diva? I min hjerne har ordet Diva med tiden fået en mere positiv klang. For havde du spurgt mig i gymnasiet om jeg ville have lyst til at være sådan én, så ville svaret have været blankt nej. 
Men havde du bagefter spurgt mig om jeg gerne ville synge professionelt, så var det ja.

Dengang tænkte jeg om divaer at de var sådan nogen krukkede, arrogante og utilregnelige sangerinder, som ingen kunne stille tilpas. Nogen med meget høje tanker om sig selv. Alt for høje, måske endog. Og noget med ikke at tage en skid hensyn til andre omkring sig.  Derfor var denne type sanger nogen man burde undgå (at blive!). Det var mine forældre helt klare i spyttet med at fortælle mig fra en tidlig alder. Sidenhen har jeg fået et mere nuanceret syn på hvad en diva er, eller rettere KAN være.

De positive egenskaber der hæfter sig til operaens Prima Donna – eller Første Dame, om man vil – er at hun inderligt ønsker at skabe det sublime med sin kunst. Hun stræber altid efter den allerbedste teknik, endnu bedre frasering af melodien, de bedst mulige samarbejdspartnere og så videre. Og hun knokler som en hest for at nå sine mål. Det er jo derfor hun er nummer et!

De negative sider følger i et vist omfang med, selvfølgelig varierende fra person til person: Den kompromisløshed der driver divaen til at stræbe efter det sublime er det selv samme personlighedstræk der driver hendes omgivelser til vanvid hvis hun lader det få frie tøjler. Hvem kan leve op til hendes tårnhøje forventninger? Hvem kan undgå at komme i vejen for hende, når hun skal have alt på netop SIN måde? Jeg forestiller mig at jo længere man har været på toppen af kransekagen, jo mere mister man sin ydmyghed overfor andre mennesker og sin egen formåen.

Jeg har grublet en del over hvordan man kan være en Diva og stadig bevare fødderne på jorden overfor sin omverden. At beslutte sig for det er jo i hvert fald en god start. At sætte sig selv i andre situationer, det kunne være et vikingeskib, kan være en god måde at sætte personligheden lidt i perspektiv. Det er så dejlig praktisk! Og sejlads handler først og fremmest om samarbejde, ikke om at præstere bedre end alle andre.

Min sanglærer i Berlin sagde en af de første gange jeg var der: ”You are tall and beautiful, you should be a Leading Lady. And by the way: They will never cast you as the Maid.” Denne dom var jeg både smigret over og  bange for. For hvis ikke jeg kunne svinge min sangteknik op på Diva-niveau, så ville der ikke blive nogen karriere i det for mig.  

Heldigvis går det da ret godt med niveau’et, hvis du spørger min nuværende sanglærer Ken Querns. Og i min omgangskreds er jeg bestemt ikke kendt som en diva i social forstand. Så måske det alligevel kan lykkes mig at være en sympatisk præstations-tripper? Det er i hvert fald det jeg stræber efter!

Helt uden sammenligning i øvrigt vil jeg da lige citere Joan Sutherland fra et interview kort før sin død: ”I’m a mum. I never wanted to be a Diva. I just wanted to sing the roles”. Sådan sagde hun. Og jeg kan da ikke være mere enig. Lad os holde holde fokus på musikken. Så kan det ikke gå helt galt.

Her er link til det før omtalte interview med La Stupenda
http://www.theguardian.com/culture/2002/may/08/artsfeatures

torsdag den 4. juni 2015

Må man pille ved ”Arvesølvet”?

En barnedrøm gik i opfyldelse da jeg for få uger siden indspillede en CD med min far Thomas Clausen. Siden jeg var barn har jeg beundret ham og hemmeligt drømt om en dag at blive dygtig nok til at spille og også indspille musik med ham. 

Som lille var det nok lidt i retning af Melodi grand prix jeg tænkte på, men efter at jeg valgte at blive operasanger har det mere været hans klassiske kompositioner der har interesseret mig. Faktisk sang jeg en af hans sange allerede til optagelsesprøven på MGK i en alder af knap 20 år. De sange siger mig virkelig noget!


Min far er jazzpianist og komponist med en stor kærlighed til klassiske komponister som Debussy, Mozart og Berg. Det repertoire vi optog i Bagsværd kirke her i maj var 12 af hans senromantisk og modernistisk inspirerede Lieder. Derudover optog vi også sange af Mozart, Berg, Debussy og Carl Nielsen –eller som vi jokede undervejs: ”arvesølvet”!

Disse standard klassiske sange er udpluk af den musik som har været min fars inspiration til hans egne sange. Men siger man Thomas Clausen, så siger man også jazz, tango og choro (brasiliansk rytme). Derfor har fx sangen ”Sænk kun dit hoved du blomst” fået 2 vers ekstra med en vokalise-variation der svæver oppe i de højere luftlag, og Mozarts Abendempfindung har fået tilføjet en kadence, samt en rytmisk frihed som vi var enige om klædte den. Vi tillader os at være lidt kække i fortolkningerne.

For nu at citere min kære Far så sætter vi os ”ved siden af komponisterne, ikke under dem” når vi tillader os visse friheder i deres musik. Vi mener at en komponist som fx Mozart aldrig ville have spillet sin egen sang helt ens fra gang til gang. Det de har skrevet ned er godt, - men det kunne sagtens have været lidt anderledes! 
De samme spørgsmålstegn sætter vi også løbende til Thomas’ egne sange. Hvis noget kan forbedres er han altid åben for forslag fra dem som udfører dem.

Jeg synes at den CD vi har optaget er et ærligt forsøg på fornyelse af en lang og hæderkronet tradition. Så må vi se hvad offentligheden synes om den måde vi behandler ”Arvesølvet” på.

Se her en video på 2 min som jeg har klippet med lyd fra og billeder bagom indspilningen