Jeg løber
meget i mine scener! Det er både sjovt og udfordrende. Det at der er knald på i mine
scener er ret fedt. Jeg elsker bare at arbejde scenisk!
Jeg løber
ikke mindst i 1. akt hvor jeg starter med at synge fra bagscenen og derfra
spæner ind over scenen og halvvejs tilbage igen mens jeg synger lange, kraftige
toner. Den hyrdedreng jeg spiller, Jano, er så fuld af energi og intention – og
det er musikken og orkestret også på dette sted. Jeg ”råber” på Jénufa for at
fortælle hende at hendes undervisning har båret frugt og ”jeg” NU netop har
knækket læsekoden. Hvilken triumf! Senere hen i 3. akt er det anerledes fatale
nyheder jeg skal komme løbende med.
At denne
rolle ikke varetages af en egentlig drengesopran på 11-12 år er, at den kræver
en voksen stemmes power for at trænge igennem det heftige orkester både på
dette sted og i 3. akt. Hold da op hvor er det flot musik!
Scene med Jano i 1. akt er, fortalte instruktørassistent P.J. mig, det eneste
lyspunkt af ren glæde i en ellers dramatisk og følelsesmæssigt ret tynget
historie.
Her kan man se scenen i en anden version.
Lidt om
scenografien: Kulisserne er meget livagtige – også helt tæt på.
Det skal
forestille et bestemt bondehus fra Irland anno 1914. Alt er super detaljeret.
Det er næsten som at være i ”Den Gamle By”. Den eneste abstraktion er en stor
cirkel på gulvet, som omkranser huset.
Pointen i
opsætningen er at konflikter og mennesker ikke er sort/hvide.
Der er ikke gode og onde, som sådan. Det er i opsætningen ligesom i virkeligheden:
*Nogle kommer som Laca til at såre andre
mere eller mindre med vilje, fordi de selv er blevet såret af dem.
*Kostelnicka
dræber Jénufa’s baby og gør derved det forkerte, men egentlig af de rigtige
grunde: Hun vil beskytte Jénufa mod et dårligt liv med en fordrukken mand,
sådan en som hun selv har haft.
*Steva er ikke ond mod Jénufa. Han fatter bare
ikke sit ansvar som kommende far og ægtemand, eller formår ikke at leve op til
det.
Det er slet ikke svært at sætte sig ind i disse karakterer for os sangere.
Jeg tror publikum vil opleve det samme.

Foto af scene i Jyske Opera's opsætning. Bemærk detaljerne.
På 3.
dagen ankom den rigtige instruktør Annilese Miskimmon så endelig og skulle se hvad vi
havde nået. Vi lavede derfor en gennemspilning af så langt af 1. akt som vi var
nået med assistenten. Det gav pludseligt nogle nerver, kunne jeg mærke! Det
føltes lidt ”audition” –agtigt at hun skulle sidde der og kigge på noget lidt
som om det var færdigt, hvilket det jo slet ikke var!
Heldigvis
gik det trods nerver godt med den gennemspilning, og da vi fik noter bagefter
roste hun mig og sagde ”Brilliant. Very well done!” - Det var lidt en lettelse ;)
Hun spurgte mig hvor gammel jeg selv forestiller
mig at Jano er, hvilket jeg netop havde tænkt at spørge hende om! Selv tænker
jeg måske sådan 11-12 år, men Annilese havde lyst til at gøre ham til teenager
bl.a. pga. min kropsbygning, så altså lidt ældre.
Instruktøren
har valgt at tage udgangspunkt i de enkelte sangeres naturlige fortolkning og
fysik, for at få så ægte et udtryk som muligt. Som hun
udtrykte det ”This is not a concept show”.
Det er jo virkelig en gave til os sangere, som jeg ser det: At
få lov at være lidt kreative og komme med et bud, og ikke blot være et stykke ”værktøj”.
Det er jeg taknemmelig for.