Sidste uge inden premieren!

Sitzprobe, altså en musikalsk prøve med symfoniorkestret hvor man ”sidder ned” gik rigtigt godt. Dog var jeg lidt overvældet over hvor kraftigt de spillede det meste af tiden. Det virkede faktisk lidt vildt og jeg tænkte ”hold da op - Hovedrollerne har da ellers deres sag for!” Selv tog jeg ørepropper på det meste af tiden. 

De andre solister var enige i det med lydniveauet. Derfor sang jeg så kraftigt jeg kunne til prøven. Jeg ville ønske at jeg kunne have hørt hvordan det lød det ude i salen.

Den første prøve med både orkester og scenografi i den rigtige sal var lidt forvirrende fordi afstande og akustik er så forskellige fra prøvesalen med klaverledsagelse. Nu hvor vi er rykket ind på scenen er akustikken helt, helt anerledes. 

Orkestret høres ikke så højt på grund af at de sidder nede i orkestergraven nu. Det gør det lidt sværere at føle sig synkroniseret med dem, så der er ikke andet at gøre end at følge dirigenten med øjnene og så synge det bedste man kan!

I teatersalen får man mindre af sin egen lyd tilbage end i prøvesalen fordi sidetæpper og bagscene sluger en del. Scenografien gør en stor forskel for det akustiske: I 1. akt kaster den lyden væk fra scenen – i 2. og 3. akt vender kulissen sådan at lyden koncentreres mere på scenen. Det er meget mere tilfredsstillende at synge i. Dog skal man i begge tilfælde producere mest muligt lyd indenfor balancen med orkestret og indenfor den noterede dynamik. Det er simpelthen nødvendigt for at blive hørt ordentligt i salen. 

Jeg kan dog forstå på min feedback efter prøven at jeg går ret godt igennem det meste af tiden. Når jeg husker at fokusere min klang til en form for mental laserstråle, så projicerer min stemme altså godt. Pyh.

Jyske Opera officiel video-teaser

Kostumerne er flotte – men hold da ferie, hvor er de varme at have på!! Selv har jeg både vest og frakke af uld, bukser, hat og knæstrømper ligeledes af mørkeblå og grøn uld. Uld! 

Parykken gør kun ondt værre. Gid man havde sit eget hår på scenen i det mindste. Når man så løber rundt og synger badet i projektørlys, ja så… 

En af herrerne fra koret var faktisk ved at blive dårlig på grund af varmen i sit tøj, hørte jeg ham sige til en påklæder. Men det er vel okay lide lidt for kunsten? ;-) 

Alt i alt går det godt og jeg føler mig overordentligt godt tilpas på Jyske Operas store scene.

I morgen har vi generalprøve – og jeg glæder mig!

Denne branche er for de tålmodige, og dem med god hukommelse...

Jeg kan mærke hvor vigtigt det er at være omstillingsparat: 

Til de sceniske prøver bliver det man skal gøre mens man er på scenen – altså regi – hele tiden ændret på. Og man får altid noter med feedback bagefter prøven. Derfor er det vigtigt at skrive det ned med det samme, helst i sin node så bevægelser, intention og timing i musikken er til at huske. Så kan man lige læse ændringerne og alt det man skal huske igennem inden næste prøve starter. Eller inden man lægger sig til at sove om aftenen, så det kan lagres. Dårlig hukommelse er simpelthen et no-go i denne branche.

Der har forekommet en del ventetid for mig fordi der er mange scener jeg slet ikke er med i.  Derfor er en god bog eller noget sytøj en rar ting at have med. Man venter, men man ved ikke altid hvornår man skal være på igen. Det kommer jo an på hvor hurtigt de andre bliver færdige. Hvis ikke det fremgår af prøveplanen hvad tid man kan tænkes at skulle bruges igen, så er man bare stand-by…

Men det er nu heller ikke værst at sidde med 1. parket til dramaet og de fantastiske hovedrolleindehavere! De både synger eminent og spiller overraskende godt teater. Hatten af for dem. 

Jeg må indrømme at jeg har grædt snot hver gang jeg har set 2. akt og slutningen på 3. Denne opera er virkelig en af de mest gribende jeg er stødt på. At få så meget opera hver dag er for mig et lækkert frynsegode. Jeg elsker bare opera. Jo mere rørende, des bedre.

Så er der det med tempo. Eller rettere tempi. For det er ikke altid dirigenten sætter samme tempo an i samme scene. Først pressede Jaroslav tempoet op, særligt i 3. akt. Det var en udfordring at spytte så meget tjekkisk tekst ud i et så halsbrækkende hektisk tempo! Men nu er han gået over i et noget langsommere tempo, efter at orkestret er kommet på. Nu er udfordringen så at omstille sig mentalt til det nye, også i forhold til timing af bevægelser.

Generalprøven er allerede om en uge, så vi må hellere se at få styr på de små usikkerheder.

Østeuropas alt for ukendte mester-komponist

Han blev først sent anerkendt som et af det 20. århundredes betydelige musikdramatikere. I hans musik forenedes samtidens vesteuropæiske musiksprog og den tjekkiske og mähriske folketone og sprogmelodi. Her i Danmark er han endnu ret ukendt.
Hans musik kan være ligeså medrivende, melodisk og senromantisk storslået som en af verdens mest elskede operaskabere; italienske Puccini. Men med brugen af det tjekkiske sprog og hans hjemmehørende folkemusik fik hans værker en særlig farve.

Komponisten jeg hentyder til er naturligvis Leoš Janáček født 1854 – død 1928.

Leoš Janáček blev født i Mähren som søn af en skolelærer. Han sang som dreng i kor i Brno og studerede som ung mand musik i både Prag, Leipzig og Wien. Senere vendte han tilbage til Brno, hvor han grundlagde og drev en orgelskole, der senere blev til et konservatorium.

I Prag blev Janáček ven med den få år ældre komponist Antonín Dvořák og inspireret af ham komponerede han i en ret traditionel romantisk stil. Men i Brno skiftede hans musikalske stil, og begyndte at inddrage elementer af tjekkisk og slovakisk folkemusik i sine værker. Elementer fra folkemusikken som rytmen og sprogets tone findes blandt andet i de meget specielle melodistemmer i hans opera Jenůfa fra 1904. (Se den med os på Jyske Opera d. 20. 22. og 24. august!)

Foto fra Jyske Opera's nye opsætning af Jenůfa . Gitta-Maria Sjöberg som Kostelnicka

Operaen Jenůfa - hendes steddatter blev med nogen forsinkelse stor succes i hjemlandet, da Janacek var fyldt tres. Anerkendelsen skaffede ham en professorstilling ved konservatoriet i Prag. 

Jenůfa blev Janáček’s populæreste opera og er siden ofte blevet opført. I komponistens egen levetid nåede den at blive iscenesat mere end 70 gange!


Hele operaen Jenůfa - Teatro de Liceu, Barcelona

Det er musikken Janáček skrev fra midten af 1910'erne der er mest berømt, men stilen i disse sene værker anes mange år tidligere. Janáček tilhører den bølge af veristiske komponister fra det 20. århundrede, der søgte at opnå en højere grad af realisme og forbindelse til hverdagslivet.

Janáček’s liv var præget af tragedier. Han mistede både en lille søn (1890) og sin 21-årige datter Olga (1903). Ægteskabet med Zdenka Schulzová var fyldt med kriser, og han hentede inspiration til sin kunst i kærlighedsforhold til kvinder fra kunstner og musikerkredse (Kamila Urválkova, Kamila Stösslová, Gabriela Horvátová). 

Hans forelskelse som moden mand i den smukke 27-årige Kamila Stösslová opleves klart i en af hans sidste operaer ”Den Fiffige lille Ræv”. Han selv er gengivet i den aldrende skovrider og dennes kærlighed til den lille ræv – billedet på Kamila. Man fornemmer i operaen en kunstner fuld af smerte, længsel, livsvisdom og resignation.
                                

Leos Janacek som ung med sin kone Zdenka, og ved siden portræt som gammel. 

På ungdomsbilledet er han da egentlig en ret flot fyr skulle man mene ;)

Klæder skaber folk – og identitet?

Det er nu engang utroligt hvordan tøj og hår kan ændre ens udtryk!

Jeg har prøvet mit Jano-drenge-kostume, og det er som alt andet tøj i denne opera holdt i ret neutrale, mørke nuancer. Jeg er klædt som dreng med korte bukser og knæsokker, skjorte, vest, jakke og blød kasket. På hovedet får jeg også en kommunefarvet korthårsparyk. Det var sjovt at se mig selv klædt på som 14-årig dreng anno 1914.

Parykprøvning på Jyske Opera www.jyske-opera.dk 

Jeg vil gerne have at rollen føles integreret i kroppen, så bevægelserne og udtrykket kommer indefra og ikke bliver ”udvendigt spil”. Method acting, kan man kalde det. Eller Stanislavskij-teknik, om man vil. Derfor forsøger jeg efter bedste evne at omfavne min egen maskuline side og ligesom tillade den at træde frem.

Jeg tænker at hvis jeg skal spille en af det modsatte køn, oven i købet halv min alder, så er jeg nødt til at gøre noget ekstra for at det kommer til at se naturligt ud. Derfor har jeg som research blandt andet prøvet at udforske hvordan jeg selv ville tage mig ud i moderne drengetøj. Her kan I se et foto af mig som hipster-fyr. 

Tak til Jack & Jones, Strøget, Århus for styling og lån af tøj.

For at forberede mig fysisk har jeg iagttaget hvordan mænd og drenge bevæger sig, hvordan deres tyngdepunkt synes at være mere i brystet, de lidt stivere hofter og håndled, energien i bevægelserne, måden at sidde med spredte ben på osv. 

Det er ikke så svært, når bare man formår at acceptere sig selv i den nye ”identitet”. 

Metoden fungerer godt, føler jeg.

Det fik mig til at overveje: Hvor meget af vores daglige identitet er egentlig en rolle, som vi klæder os på til?

Jeg tror det er ret meget. Det er lidt som om, at alt efter hvilket tøj (sko eller hatte) man tager på - fx balkjole, slidte jeans eller aerobic-tøj – så tillader det en bestemt del af ens personlighed at komme i spil.

Det er det jeg selv har følt, når jeg i tidens løb har haft klædt mig ud som alt muligt underligt og spillet diverse roller i amatørteater og opera, til Live Rollespil og improviseret totalteater.

Jeg har spillet alt fra kriger til elver-skjald, fra tigger til snobbet adelsdame, præstinde, ond dronning, snigmorder, senil gammel kælling, naiv ung pige, goblin-trold mm. 

Det har jeg haft lyst til, for det føles sindsygt godt at bryde ud af min egen lille identitets-bås engang imellem!

Jeg kan anbefale at prøve det. Derhjemme eller måske til en fest, hvis man er mere modig.

 Fotos fra et modeljob for www.ironfortress.com der sælger rollespilstøj og accessories.

At være kvinde kan faktisk også sommetider føles som en lille, irriterende bås.

Der er altså bare nogle normer for hvordan kvinder bør tale og gebærde sig, samt en masse forventninger om hvad man som kvinde nok kan – eller navnlig IKKE kan…

Netop at spille dreng eller mand synes jeg derfor kan føles ekstra befriende.  

At se filmen ”Boys don’t cry” har også været en inspiration. Her spiller Hillary Swank mesterligt en transseksuel; en teenagedreng som uheldigvis er født som pige, og derfor er i vanskeligheder. Ikke mindst da hans nye venner opdager, at han (hun) har løjet om sit fysiske køn. En meget flot film og ikke mindst flot præstation af Hillary Swank, som også hentede en Oscar hjem for den rolle.

Boys don’t Cry - trailer

Den måde vi klæder os på afspejler hvordan vi ser os selv. Gad vidst om vores identitet og selv-billede så også kan ændre sig ved at vi en dag begynder at klæde os anderledes? 

Det tror jeg på en måde godt. 

Men hvis nogen kender et link til en videnskabelig undersøgelse om netop det, så vil jeg gerne læse den. 

Nina Clausen, sopran og komponist 

www.ninaclausen.com