mandag den 20. juni 2016

Fra Ukendt i Udkants-Danmark til Ansat på Det Kongelige Teater

Der er noget skønt over eventyret om Askepot fordi det handler om en outsider, der kommer ind i varmen. Det eventyr indgyder håb til alle os, der gerne vil ændre vores tilværelse til det bedre, og så har eventyret elementer af at opnå anerkendelse for sit virkelige værd. Hvem vil ikke gerne det?
Billedresultat for cinderella original

På sin vis føler jeg mig let beslægtet med benævnte Askepot; i hvert fald i forhold til at føle mig som en outsider i det danske sangermiljø. Så da jeg for nyligt sang en knaldgod audition for operakoret, skal de efter sigende have kigget på hinanden bagefter og sagt: ”Hvem i alverden er HUN??”
Ligesom Askepot har jeg haft en svær periode hvor jeg var isoleret - geografisk og menneskeligt. Alligevel har jeg som hun formået at holde modet oppe og tro på lykken, fremfor at give op ansigt til ansigt med svære odds. Som jeg plejer at sige:
”Nogen SKAL jo være dem, der lever af det – så det kan jo lige så godt være mig, ikke?”

Lige siden konservatoriet har jeg fokuseret benhårdt på fortsat at dygtiggøre mig. Jeg har omlagt min sangteknik og fået det nye funderet i min krop, så selvom man ikke har hørt ret meget til mig i de seneste par år, så har jeg bestemt ikke ligget stille. Min drøm om en bedre tilværelse, samt ønsket om at sætte min stemme i stand til at arbejde på et højt kunstnerisk niveau – det har drevet mig hver eneste dag. 
Som en flittig lille bi, der møjsommeligt bygger et palads af bivoks. 
(Og det vil jeg nok blive ved med, for man kan altid blive bedre endnu…)

 Billedresultat for cinderella original

Når man sådan har brugt år til at tage tilløb til at erobre (sanger)verdenen, så er det en kæmpe tilfredsstillelse at vinde en konkurrence om en stilling, fair and square. Straks efter at blive budt velkommen af kommende kolleger, at blive lykønsket og rost til skyerne for en ”fantastisk audition” er både lidt surrealistisk, og meget, meget dejligt! Det varmer SÅ meget at være inde i varmen et sted, og først og fremmest ikke at være så alene om alting mere.

Da jeg gik til audition på operakoret i København tænkte jeg: ”Nu gør jeg det bare så godt jeg kan. Om jeg passer til det de søger, det aner jeg ikke. Jeg har ikke meget operakor erfaring, og er ikke en kendt lus på gangene derinde. Der er muligvis de første 5-10 sopraner, der står mere ”lige for” til den stilling… Men pyt med det! Nu giver jeg det et skud, og hvis ikke de tager mig, så er det ikke verdens ende. Jeg skal nok finde min vej. Det stoler jeg på.”

Men så vandt jeg altså.

Da de ringede få timer senere og tilbød mig jobbet blev jeg så paf, at jeg måtte bede korchefen om lige at gentage sætningen. Jeg blev glad, men det tog flere dage før det sank ind hvad det faktisk ville betyde af ændringer i min og min datters tilværelse. Jeg er meget glad og lettet. Fast indtægt er de færreste musikere beskåret, så jeg skal derfor nok have sunget i det kor i mange år, før jeg kommer til at tage det som en selvfølge.

Måske burde jeg ikke være blevet helt så overrasket, for det stemme-arbejde jeg har gjort, ikke mindst de sidste to år under vejledning af Ken Querns, har virkelig rykket. Det tekniske overskud, som jeg kan forstå man var glad for ved min audition, består af ren italiensk Bel Canto af den gamle skole med rødder i lige linje tilbage til Marchesi og Lamperti.

Læs mere om Ken Querns og Bel Canto Vocal Studio: www.belcantovocalstudio.co.uk 

Selvfølgelig var jeg også i god træning: At jeg har sunget solist-auditions og konkurrencer i udlandet i fx Sverige (5), Tyskland (4), England (2), Italien (2), Frankrig (1), Tjekkiet (1) og Slovakiet (2) i de seneste år har givet mig en god træning i bare at gå ind og præstere, uden at bekymre mig for meget om hvad de tænker. 
Jeg går bare ind og gør min ting. 
Jeg ved at jeg har gjort mig umage med mit forarbejde. Det gør jeg altid. 
Og hvis jeg får et nej, så tænker jeg: ”Pyt, de ville hellere have den i blå”. 
Den måde at tænke på kan jeg anbefale J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar