I mit sidste
indlæg skrev jeg om det vigtige i at ryste posen og friske de gamle
traditionsrige kunstarter som opera lidt op for at få dem til at være nemmere
at relatere sig til for et moderne publikum. Men jeg skrev ikke hvorfor jeg absolut synes det er så
vigtigt at bevare og puste nyt liv i de klassiske kunstarter. Det kommer så her:
Efter en
veloverstået operafestival og en særdeles vellykket koncert med mix af opera og
hiphop må jeg sige at dét øjeblik, hvor jeg virkelig jublede indeni, var da jeg
kort efter koncerten begyndte at få de første tilbagemeldinger på, at
det unge publikum såvel som det ældre, tog os til sig! Projektet virkede altså
efter hensigten. Hurra!
Sagen er at jeg
har en stor passion for at dele den del af vores fælles kulturarv der hedder
opera og klassisk musik, med alle dem der ikke lige har et forhold til det
endnu. Om det så er fordi man ”ikke er fra et hjem med klaver”, ikke føler at
man er ”typen, der er til klassisk musik” eller hvordan landet end ligger. At
sige at klassisk musik eller fx lyden af et symfoniorkester ikke siger én en
dyt giver ingen mening for mig at se, for hvad ville en hollywood-film eller et
episk computerspil være uden netop dette på lydsiden?
Klassisk ballet i al sin skønhed: Fra Svanesøen af Tjaikovskij
Men der skal da tænkes
nøje over måden musikken serveres på: Måden man får præsenteret en ting på
har jo ofte afgørende betydning for om man tager indholdet til sig – eller står
af på det. Hvilket der da heldigvis også er mange nye tiltag til rundt om i
landet (Copenhagen Opera Festival er et godt eksempel. Levende Musik i Skolen ligeså).
For mig er det
vigtigt at så mange som muligt giver denne musik en chance, fordi den er en del
af vores fælles Europæiske kulturarv. Da det er kunst, kultur og
historie som er med til at fortælle hvem vi er som samfund og som mennesker, er
det dermed super vigtigt for vores dannelse af identitet og følelse af
tilhørsforhold ikke bare til Danmark men til Europa, ja alle vestlige lande.
Kulturarven er det
(værdi)grundlag vores fødder står på når vi skal navigere og leve vores liv i
en kaotisk og multikulturel verden. Et sikkert fundament af - forhåbentlig - umistelig
identitet. Kort sagt; noget alle har brug for.
Dertil kommer
naturligvis også at der i klassisk musik generelt (opera ikke mindst) findes oplagte
momenter af storhed, medrivende følelser og stor skønhed. Ja, man kan sige en
slags ”massage af følelserne” som kan være rensende og livgivende for den
enkelte sjæl.
Sådanne øjeblikke hvor tiden står stille er noget af det, der gør
livet værd at leve.
Stor skønhed og lidt senere stort drama; Svanesøen tema
Vil man have den
lange og velformulerede udgave af hvad vores samfund skal bruge kunsten og
kunstnerne til, så er det nok en idé at læse Christian Have’s nye bog ”Ansvar
eller anarki”. Indrømmet: Jeg har ikke selv læst den (endnu) men jeg har fået adskillige
forelæsninger om emnet af Chr. Have i egen person på et kursus for freelance
kunstnere på Artlab i 2014. Han siger fx:
”For mig hænger fællesskab og
sammenhængskraft og innovation og kreativitet uløseligt sammen med kunst og
kultur: Et samfund uden en levende, sund og fælles kultur kan i min optik
ganske enkelt ikke hænge sammen som fælles nation. Og et samfund uden en engageret
og engagerende kunst mister sin evne til innovation, evolution og udvikling.”
Sådan siger kreativ direktør og indehaver af Have Kommunikation, Christian Have, i sin nye bog ”Ansvar eller anarki”, der diagnosticerer kunstens og kulturens krise og vilkår i det 21. århundrede.
Sådan siger kreativ direktør og indehaver af Have Kommunikation, Christian Have, i sin nye bog ”Ansvar eller anarki”, der diagnosticerer kunstens og kulturens krise og vilkår i det 21. århundrede.
Se mere om bogen
på http://havekommunikation.dk/presserum/christian-have/ansvar-eller-anarki
Til slut kan jeg ikke lade være med at smide Wagner's Valkyrieridt ind. Bare fordi jeg elsker det musik! Dét er virkeligt episk...