søndag den 28. august 2016

Kulturarven klassisk musik - hvad kan det egentlig?

I mit sidste indlæg skrev jeg om det vigtige i at ryste posen og friske de gamle traditionsrige kunstarter som opera lidt op for at få dem til at være nemmere at relatere sig til for et moderne publikum. Men jeg skrev ikke hvorfor jeg absolut synes det er så vigtigt at bevare og puste nyt liv i de klassiske kunstarter. Det kommer så her:

Efter en veloverstået operafestival og en særdeles vellykket koncert med mix af opera og hiphop må jeg sige at dét øjeblik, hvor jeg virkelig jublede indeni, var da jeg kort efter koncerten begyndte at få de første tilbagemeldinger på, at det unge publikum såvel som det ældre, tog os til sig! Projektet virkede altså efter hensigten. Hurra!

Sagen er at jeg har en stor passion for at dele den del af vores fælles kulturarv der hedder opera og klassisk musik, med alle dem der ikke lige har et forhold til det endnu. Om det så er fordi man ”ikke er fra et hjem med klaver”, ikke føler at man er ”typen, der er til klassisk musik” eller hvordan landet end ligger. At sige at klassisk musik eller fx lyden af et symfoniorkester ikke siger én en dyt giver ingen mening for mig at se, for hvad ville en hollywood-film eller et episk computerspil være uden netop dette på lydsiden?

Billedresultat for swan lake ballet
Klassisk ballet i al sin skønhed: Fra Svanesøen af Tjaikovskij

Men der skal da tænkes nøje over måden musikken serveres på: Måden man får præsenteret en ting på har jo ofte afgørende betydning for om man tager indholdet til sig – eller står af på det. Hvilket der da heldigvis også er mange nye tiltag til rundt om i landet (Copenhagen Opera Festival er et godt eksempel. Levende Musik i Skolen ligeså).

For mig er det vigtigt at så mange som muligt giver denne musik en chance, fordi den er en del af vores fælles Europæiske kulturarv. Da det er kunst, kultur og historie som er med til at fortælle hvem vi er som samfund og som mennesker, er det dermed super vigtigt for vores dannelse af identitet og følelse af tilhørsforhold ikke bare til Danmark men til Europa, ja alle vestlige lande.

Kulturarven er det (værdi)grundlag vores fødder står på når vi skal navigere og leve vores liv i en kaotisk og multikulturel verden. Et sikkert fundament af - forhåbentlig - umistelig identitet. Kort sagt; noget alle har brug for.

Dertil kommer naturligvis også at der i klassisk musik generelt (opera ikke mindst) findes oplagte momenter af storhed, medrivende følelser og stor skønhed. Ja, man kan sige en slags ”massage af følelserne” som kan være rensende og livgivende for den enkelte sjæl. 
Sådanne øjeblikke hvor tiden står stille er noget af det, der gør livet værd at leve.

Stor skønhed og lidt senere stort drama; Svanesøen tema

Vil man have den lange og velformulerede udgave af hvad vores samfund skal bruge kunsten og kunstnerne til, så er det nok en idé at læse Christian Have’s nye bog ”Ansvar eller anarki”. Indrømmet: Jeg har ikke selv læst den (endnu) men jeg har fået adskillige forelæsninger om emnet af Chr. Have i egen person på et kursus for freelance kunstnere på Artlab i 2014. Han siger fx:
”For mig hænger fællesskab og sammenhængskraft og innovation og kreativitet uløseligt sammen med kunst og kultur: Et samfund uden en levende, sund og fælles kultur kan i min optik ganske enkelt ikke hænge sammen som fælles nation. Og et samfund uden en engageret og engagerende kunst mister sin evne til innovation, evolution og udvikling.”

Sådan siger kreativ direktør og indehaver af Have Kommunikation, Christian Have, i sin nye bog ”Ansvar eller anarki”, der diagnosticerer kunstens og kulturens krise og vilkår i det 21. århundrede
.


Til slut kan jeg ikke lade være med at smide Wagner's Valkyrieridt ind. Bare fordi jeg elsker det musik! Dét er virkeligt episk...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar