mandag den 12. oktober 2020

Om modgang og medgang

Jeg fik lige lyst til at fortælle historien om noget af den modgang og kritik jeg har fået med på vejen gennem tiden... typisk i forbindelse med alle de gange jeg er blevet vraget ved fx auditions, optagelsesprøver mv. Der var fx for år tilbage to sanglærerinder fra konservatoriet der uafhængigt af hinanden har sagt til mig ting som at min stemme var "for skinger", "lød forceret" (dvs presset) og at min stemme ikke var "smuk nok til opera, ikke 24 karat guld" og at jeg da "MÅSKE kunne komme til at synge på et lille sted i Tyskland, men ikke på de store steder - om det virkelig var det jeg ville?" Jeg fik tilmed at vide at jeg hellere skulle "finde en anden lærer, der troede på mit projekt" (om at blive prof. sanger)... Alt sammen kommentarer der gjorde mig ulykkelig og fik mig til at tvivle på mig selv.

Men hver gang har min indre trodsighed kommet op efter nogle dage og jeg har kløet på med en: "Jeg skal vise dem at jeg indeholder mere end det!" Desuden har det betydet vildt meget at der var nogle af mine nærmeste der ALTID troede på mit talent 😊

Den kritik jeg fik har garanteret været sagt i bedste mening så jeg ikke skulle gøre mig urealistiske forventninger om fremtiden... men fremtiden er en kompleks størrelse, og man kan jo sige at de ikke fik ret i deres forudsigelser. Den faktor de ikke tog med i beregning var min vilje og disciplin til at afhjælpe de selvsamme kritikpunkter. Kritikpunkter som disse lærere ikke ville - eller måske i virkeligheden ikke KUNNE hjælpe mig med.

Ja, vi mennesker har tendens til at fokusere på det negative - man kan få 5 gode anmeldelser, men det er så den gnavne 6. anmeldelse med kritik man husker og går og ruger over. Den, der rammer ned i ens egen usikkerhed. Det må vi prøve at komme udover så godt vi kan - og hjælpe med at minde hinanden om. Jeg er selv slem til det - for selvfølgelig har jeg også modtaget utroligt meget ros gennem tiden fra folk, hvor det betød meget for mig hvad de mente. Indrømmet! Dette indlæg skal ikke være en klagesang, men en taknemmelig solstrålehistorie om at klare sig trods den modgang der som oftest vil være.
Det har bestemt ikke været nogen dans på roser for mig at blive professionel sanger.
Eller at være det på daglig basis nu.
For slet ikke at tale om alle de gange jeg er og har været misundelig på andre sangerinders succes... Det er ikke noget jeg er stolt af, men sådan er det jo at være menneske.
Der har været rigeligt med lukkede døre som jeg har banket panden imod og været frustreret over. Der har været chancer hvor jeg følte at der ikke engang blev set objektivt på hvem der var dygtigst, men hvor det mere handlede om hvem der var "fin nok" eller var blevet anbefalet af folk med indflydelse. Og da er det let at tage afvisningen personligt.
Egentlig har jeg ikke noget problem med det når én, der kan noget jeg ikke kan, får jobsene eller at jeg skal synge kor bagved hende. Så tænker jeg: de skal tydeligvis bruge én i blå, men jeg er jo gul, så det er klart det ikke er mig de skal bruge. Den indstilling kan jeg anbefale 😉
Mange ville nok have opgivet drømmen om at være solist på dette tidspunkt af livet jeg er i nu. Ville synes at det virkede omsonst, var for sent eller blot for hårdt at blive ved at få afvisning efter afvisning (dem får man typisk 9 af for hver 10 gange man prøver noget). Det kræver vildt meget mental stamina for mig - stadigvæk. Så hvis du virkelig vil det, så klø på! Bliv ved! Jeg sender god energi!!
Det er selvfølgelig dejligt når der ind imellem så er nogen der tilbyder mig et eller andet job jeg ikke selv har knoklet for at få til at ske. Men det er stadig forholdsvis sjældent og absolut ikke noget jeg tager for givet. Langt det meste af det jeg laver er noget jeg selv har opsøgt eller ligefrem skabt og banket op af jorden. Det giver til gengæld en stor tilfredshed at udføre den slags projekter.
De mennesker der tager det for givet at ting skal serveres på et sølvfad er så også dem der på et tidspunkt vil få en brat og ubehagelig opvågning til realiteterne: Pludselig er det en anden der er "den udvalgte" og så skal de til at lære det vi andre har lært fra start af: Der gives ikke succes uden knofedt, opsøgende arbejde og masser af afvisninger. Ikke i den klassiske musikbranche, men sikkert heller ikke nogen andre steder! Der er masser af folk med talent - ingen har egentlig krav på noget fra verden af den grund.
Ind imellem har jeg tænkt på om jeg spilder mit gode hoved og min tid på at realisere mig selv gennem kunst. At jeg kunne komme verden mere til gode (eller blot tjene flere penge) ved at lave noget andet. Men jeg brænder så meget for de øjeblikke hvor jeg står på scenen eller arbejder intensivt med musik ved prøver - til at give op. Indtil videre, i hvert fald. Trods Corona-pandemi og så videre. Og jeg tror på at jeg bidrager med noget værdifuldt til verden med det jeg gør.

Der kommer en dag hvor jeg bliver vraget på grund af min alder... Derfor har jeg alle dage stresset over at nå mine drømme før det er for sent. Når tiden kommer håber jeg bare at jeg kan slutte fred med at jeg fik så og så meget tid i spotlight, og at jeg kan formå at kaste min ildhu på noget andet - som at komponere, eller være en god mor/mormor/partner eller noget tredje.

Så for alle de der ser på den succes jeg nyder i øjeblikket vil jeg bare minde om at det har kostet blod, sved og mange tårer at nå hertil. Og det vil det fortsætte med at koste i et vist omfang indtil den bitre ende. Så lad os være gode ved hinanden undervejs, klappe på skulderen når det går godt for nogen og give et forstående kram når det går svært. Vi er i samme båd i sidste ende. Succes kan nemlig forsvinde lige så hurtigt som den kom.
Det var bare det.
Kram fra Nina 😘

tirsdag den 17. marts 2020

Er det unaturligt at dele skarpt op mellem klassisk komponist og udøver?

Jeg synes der mangler at blive stillet spørgsmålet:
"Er det egentlig unaturligt at dele skarpt op mellem klassisk komponist og udøver?"
Jeg vil selv vove at svare: Ja, det er unaturligt.


Selvfølgelig er der skrevet masser af musik som ikke var/er muligt at udføre for komponisten selv,
fordi vedkommende ikke spiller det pågældende instrument etcetera.
Men derfra og så til at blive overrasket over at en komponist kan være fuldt ud i stand til at udføre
sin egen musik - ja, endda være den bedste til det - er det ikke underligt?
Hvis vi kigger på populærmusik og “rytmiske” genrer generelt så er tendensen præcis modsat:
dem, der synger/spiller er som oftest selv ophav til musikken.
Men i den klassiske musiks verden er det anerledes.
Her findes en dyb skepsis over om en dygtig udøver også kan være en dygtig skaber og vice versa. 


Det er ideen om "det skabende geni" og "den robotlignende perfekte udøvende,
som kun tilfører lidt eller intet til værket" som falder mig for brystet! 
Jeg tænker: Er det virkelig det ideelle? Så meget kontrol? 

Det sætter i øvrigt også presset på skaberen op: der skal være tænkt på ALT,
værket skal være fuldkommen gennemarbejdet og vandtæt.
Til trods for at det meste musik sagtens kunne være skrevet lidt anderledes
- selv Bach, som vi husker selv var en stor improvisator i sin tid.
Han hyldes for at være et geni - og ingen må røre ved en takt af hans musik.
Til trods for at han helt sikkert selv udførte sine egne værker med hvad der faldt ham ind af variationer på dagen.
Blot fordi ingen af os i dag ER Bach eller Mozart, betyder det så at vi ikke må forsøge lidt af samme frie,
legende tilgang til deres musik? Min Mozart-elskende jazzpianist af en far og jeg er helt enige:
Det må man sgu godt!
Den der næsegruse beundring for komponisterne er kammet over og blevet lidt af en spændetrøje.
En spændetrøje af angst. Angst for at blive dømt af andre for ikke at spille “på den rigtige måde”.
Men er der virkelig kun én rigtig måde? Det føles sommetider som mentale håndjern.

Billedresultat for håndjern musiker
Billede: Colourbox
Nå, men tilbage til komponist versus performer - at man er tvunget til at vælge en bås at være i.
I hvert fald officielt. Jeg undres og tænker om tiden er inde til en ændring i bevidsthed og "comme il faut" i det klassiske musikliv på dette punkt?
Som det er nu bliver man anbefalet at holde det hemmeligt at man komponerer,
hvis man vil tages alvorligt som musiker
- og omvendt at holde det hemmeligt hvis man er professionel musiker der gerne vil søge penge til
eller bare bryde igennem med sin egen musik. 
Jeg synes det er ret åndssvagt. 

Som om man ikke kan blive en rigtigt dygtig musiker hvis man også bruger tid ved siden af
på at komponere?
Eller som om man ikke kan komponere musik af kvalitet
hvis man ikke har viet hele sit liv til det (og kun det)?
Man skulle ellers tro at det gav en fordel for en komponist at mestre et eller flere instrumenter. Ikke? 
Ligeledes mener jeg det er helt essentielt en god ting når musikere selv tænker som komponister,
altså kreativt.


Klassisk musik er i dag i nogen grad "museum"
selvom vi er mange der knokler for at det skal være en levende tradition.
Den der adskillelse af skaber og udøver er jo faktisk noget der mig bekendt først er opstået gradvist
for ca 100, måske 150, år siden og som er blevet mere og mere gennemsyrende sidenhen…
jeg tror det har at gøre med generelle strømninger i tidens måder at tænke på, tidsånden.
Og muligvis også at gøre med fænomenet indspilninger hvor musikken bliver foreviget
i “perfekte” indspilninger, som så danner skole.
Men tænk på dengang Mozart, Litszt, Chopin og Clara Schumann rejste Europa tyndt
og spillede både egen og andres musik på klaver som de virtuoser, de var!
De kunne improvisere over en anden komponists melodi til den næsten ikke var til at kende igen.
Det findes der vidnesbyrd om.
Tænk på Mozart der gør nar af Salieri’s lille march i filmen Amadeus. (videoklip herunder)

I samme periode forventedes alle operasangere at fortolke, lave variationer og egne kadencer osv.
Man skrev musikken på en måde der tilgodeså den kreative udøver
- hvorfor denne type musik af fx Bellini, Donizetti mm ofte bliver ret flad i dag
når det bliver udført af node-tro "perfekte" udøvende som ikke har øvet sig i at komponere
eller improvisere.
For det første er den nodetro gengivelse egentlig forkert i forhold til sådan som musikken var tænkt.
For det andet mister man simpelthen det nærvær og personlighed som fx en improvisende jazzmusiker har. 


Jeg forstår godt hvorfor komponister begyndte at blive mere og mere udførlige med
at notere PRÆCIS det de har i hovedet
- så undgår man til en vis grad også udførelser der falder helt til jorden pga middelmådige udøvende,
der ikke intuitivt forstår en frases indre logik
(som ofte er det komponisten forestiller sig og derfor noterer minutiøst).
Jeg kan faktisk ikke sige mig fri for selv at tænke sådan når jeg komponerer! Hvem skriver jeg for?
Kan jeg have tillid til at de selv kan finde ud af at frasere, eller skal jeg made dem med ske? 

Man stækker vingerne på den kreative udøver af klassisk musik. 
Og det er synd, synes jeg. For med fortolkning er der også plads til at tilføje nye farver,
som komponisten måske ikke lige havde tænkt på,
men som klæder værket og gør det til en levende kamæleon-tradition.
Farver, som er uudnyttede muligheder, hvor komponisten var nødt til at vælge én for klarheds skyld
- eller for kontrol. Bonus er at denne frihed kan gøre det sjovere at performe musikken
- og når musikere har en fest med at spille, så høres det!

Billedresultat for gustav mahler

Jeg går selv ind for at man med vilje eksperimenterer med materialet - selv de elskede klassikere.
“Tradition er slendrian” skulle Mahler have udtalt, og han var i sin gode ret til den udtalelse
i kraft af sit lange virke som dirigent, hvor han havde sit hyr med at få orkestrene til at gøre andet end
“det de plejede” eller “have mest lyst til”. Musik skal have nærvær - ikke musikere der falder i søvn bag deres nodepulte.
Det tror jeg alle kan blive enige om.

Jeg tænker at det er godt at vise tillid til sine udøvere.
Det vil jeg selv prøve at gøre når jeg skriver.
Kreative udøvende musikere tilfører mere personlighed og "shine" end andre klassiske musikere,
og de er federe at arbejde sammen med fordi de tænker på samme måde som komponisten.
Så det er på alle måder et win-win at arbejde med dens slags folk.
Jeg tror det er på tide at opdrage en ny generation af musikere til større frihed og mod til at udfylde den.
Mon ikke det ville afføde en ny bølge af kreativ ny-klassiske kompositioner?
Det håber jeg, for det bliver da en fest at spille og synge!

Her til slut en lille video hvor jeg synger Corinna's arie fra Rossini's Rejsen til Reims
med mine egne variationer i denne strofiske sang :-)
Og undskyld for det underlig layout - programmet her fungerer ikke som det plejer! Jeg ved ikke hvorfor.