Da jeg var 24 år følte jeg, at jeg var ved at vokse fra ønsket
om at være den yndige prinsesse til at ville være ”dronning i mit eget liv”.
Præcis de ord formulerede jeg faktisk i mit hoved engang den
sommer som 24-årig, hvor jeg poserede som ”skønjomfru i nød” overfor en ridder
og en trold til en plakat for et middelaldermarked. Jeg følte at det var ufedt
at være det kønne og attråværdige ”objekt”. Jeg ville hellere se mig selv som
én der handler, en der er stærk og modig, en der styrer selv!
Jeg kunne ikke finde præcis det rigtige billede, men dette er taget samme dag. Ridderen og jeg er de samme. |
Det har så været en ongoing process lige siden – og vi taler om nu på 12. år. Men jeg synes bestemt jeg er kommet langt. Ja, måske endda i mål, hvis ellers jeg havde lavet en definition af hvad ”i mål” så skulle betyde. Faktum er at jeg føler mig som en fuldvoksen kvinde, som ikke længes tilbage til at være 24 år igen. For den usikkerhed, den manglende knowhow, og den måde jeg (ikke) kunne håndtere og rumme mine egne følelser dengang, dét ville jeg nødig have igen! Uanset om jeg så fik et ansigt uden smilerynker i tilgift.
For slet ikke at tale om at genopleve de
tragedier der ramte min familie dengang. Dem er jeg meget lettet over at kunne
lægge bag mig. Selvom de oplevelser selvfølgelig har farvet mig som person, så
føler jeg heldigvis at det mest er for det bedre. Jeg er blevet dybere og mere
empatisk overfor andre fx. Men der vil nok altid være nogle ar, og det er også
okay.
Når tilværelsen er mørk, så har man altid to valg: vil jeg
sidde og have ondt af mig selv mens jeg skuler til den onde, uretfærdige verden
(prinsessen i tårnet), eller vil jeg tage brynje på og handle mig ud af det,
skønt det kommer til at gøre ondt og være både hårdt og beskidt?
Den sidste mulighed er den en dronning i eget liv vælger.
Både for sin egen og for sine kæres skyld.
Som datter af en mor, der hele livet mere eller mindre
forblev i sit prinsessetårn, ulykkelig og ensom, så har det været mig skærende
indlysende at det i hvert fald var en dårlig plan! Og som mor har jeg
selvfølgelig også motivation i forhold til min datter.
Så tilbage til dronningen:
foto Olafur Steinar Gestsson |
Når jeg i mit virke som sanger
har mulighed for at synge soloroller på scene, så er det klart, at de roller
jeg nyder mest, er dem hvor jeg får lov at være dronningen eller have nogle af
de voksne personlighedstræk, som en dronning står for i min bevidsthed.
Nu har jeg meget apropos lige haft rolledebut i år som
Nattens Dronning, og heldigvis blev hun portrætteret som relativt menneskelig,
og ikke som den superskurk hun bliver gjort til i nogle instruktørers
opsætninger. I vores version (TRYL på Operafestivalen) er hun nok stærk, stolt, skrupelløs og magtsyg, men også stor nok til at indrømme sine fejltagelser.
I forbindelse med OpeRap på Roskilde Festival sang jeg igen
Nattens Dronning, men denne gang i en remixet version med beats og rap
tilføjet. Her udviklede rapperen Mund de Carlo og jeg et sceneshow hvor vi lod
som om vi hadede hinanden pga uvisse omstændigheder, som skulle være gået
forud. Præcist hvilke omstændigheder var så op til publikum selv at fylde ind.
Vi battlede, frontede på hinanden og udtrykte foragt og frustration, som kun to
kan, der ikke kan lægge det skete bag sig. Selv da sangen sluttede, holdt vi
maskaraden og skred ud af scenen til hver sin side uden at nyde bifaldet. Dét show faldt tilsyneladende i god jord hos både publikum og anmeldere. J Selv synes jeg vi med
det sceneshow fik tilføjet både mere opera-drama og mere rap-battle til vores
musikhybrid. Her kan du lytte til sangen:
Mund de Carlo og mig ved OpeRap i Tivoli |
At få lov at være super bitchy på scenen var jo fedt i sig selv,
for det var fedt at få afløb for den mindre ”yndige” del af det at være kvinde.
Apropos begrebet bitch, så kan jeg stærkt anbefale denne TED Talk som handler
om, hvordan ordet nok i virkeligheden dækker over en masse af de
personlighedstræk, man normalt finder positive ved mænd: Viljestærk,
dominerende, passioneret, målrettet, selvsikker, ambitiøs, handlekraftig osv. En person der giver zero fucks for andres mening.
Men underligt nok så er det i vores vestlige samfund ikke velset for kvinder at
eje disse træk i store mængder. Derfor bruges ordet bitch oftest nedsættende.
Selvfølgelig kan man også argumentere for at en bitch slet og ret en en kvinde, der er strid mod andre for sin egen vindings skyld... Men det kan vel sommetider være et biprodukt af de førnævnte dyder?
Men helt ærligt: hvis
nogen (mænd som kvinder) skulle foragte mig pga nogen af de førnævnte
kvaliteter, så forbeholder jeg mig retten til at være revnende ligeglad. Og det vil jeg også gerne opfordre alle mine medsøstre til at være.
Jeg
vil forsøge at lade deres kritik prelle af, så den ikke går ind og stikker til
min egen indre kritiker, som alt for ofte har talt med samfundets
kvinde-irettesættende tone. Hvis den, min indre kritiker, i disse situationer
kan stå som indstøbt i panserglas, så kan verden bare komme an. BAM!
*synger det høje F og
skrider ud af lokalet *