mandag den 12. oktober 2020

Om modgang og medgang

Jeg fik lige lyst til at fortælle historien om noget af den modgang og kritik jeg har fået med på vejen gennem tiden... typisk i forbindelse med alle de gange jeg er blevet vraget ved fx auditions, optagelsesprøver mv. Der var fx for år tilbage to sanglærerinder fra konservatoriet der uafhængigt af hinanden har sagt til mig ting som at min stemme var "for skinger", "lød forceret" (dvs presset) og at min stemme ikke var "smuk nok til opera, ikke 24 karat guld" og at jeg da "MÅSKE kunne komme til at synge på et lille sted i Tyskland, men ikke på de store steder - om det virkelig var det jeg ville?" Jeg fik tilmed at vide at jeg hellere skulle "finde en anden lærer, der troede på mit projekt" (om at blive prof. sanger)... Alt sammen kommentarer der gjorde mig ulykkelig og fik mig til at tvivle på mig selv.

Men hver gang har min indre trodsighed kommet op efter nogle dage og jeg har kløet på med en: "Jeg skal vise dem at jeg indeholder mere end det!" Desuden har det betydet vildt meget at der var nogle af mine nærmeste der ALTID troede på mit talent 😊

Den kritik jeg fik har garanteret været sagt i bedste mening så jeg ikke skulle gøre mig urealistiske forventninger om fremtiden... men fremtiden er en kompleks størrelse, og man kan jo sige at de ikke fik ret i deres forudsigelser. Den faktor de ikke tog med i beregning var min vilje og disciplin til at afhjælpe de selvsamme kritikpunkter. Kritikpunkter som disse lærere ikke ville - eller måske i virkeligheden ikke KUNNE hjælpe mig med.

Ja, vi mennesker har tendens til at fokusere på det negative - man kan få 5 gode anmeldelser, men det er så den gnavne 6. anmeldelse med kritik man husker og går og ruger over. Den, der rammer ned i ens egen usikkerhed. Det må vi prøve at komme udover så godt vi kan - og hjælpe med at minde hinanden om. Jeg er selv slem til det - for selvfølgelig har jeg også modtaget utroligt meget ros gennem tiden fra folk, hvor det betød meget for mig hvad de mente. Indrømmet! Dette indlæg skal ikke være en klagesang, men en taknemmelig solstrålehistorie om at klare sig trods den modgang der som oftest vil være.
Det har bestemt ikke været nogen dans på roser for mig at blive professionel sanger.
Eller at være det på daglig basis nu.
For slet ikke at tale om alle de gange jeg er og har været misundelig på andre sangerinders succes... Det er ikke noget jeg er stolt af, men sådan er det jo at være menneske.
Der har været rigeligt med lukkede døre som jeg har banket panden imod og været frustreret over. Der har været chancer hvor jeg følte at der ikke engang blev set objektivt på hvem der var dygtigst, men hvor det mere handlede om hvem der var "fin nok" eller var blevet anbefalet af folk med indflydelse. Og da er det let at tage afvisningen personligt.
Egentlig har jeg ikke noget problem med det når én, der kan noget jeg ikke kan, får jobsene eller at jeg skal synge kor bagved hende. Så tænker jeg: de skal tydeligvis bruge én i blå, men jeg er jo gul, så det er klart det ikke er mig de skal bruge. Den indstilling kan jeg anbefale 😉
Mange ville nok have opgivet drømmen om at være solist på dette tidspunkt af livet jeg er i nu. Ville synes at det virkede omsonst, var for sent eller blot for hårdt at blive ved at få afvisning efter afvisning (dem får man typisk 9 af for hver 10 gange man prøver noget). Det kræver vildt meget mental stamina for mig - stadigvæk. Så hvis du virkelig vil det, så klø på! Bliv ved! Jeg sender god energi!!
Det er selvfølgelig dejligt når der ind imellem så er nogen der tilbyder mig et eller andet job jeg ikke selv har knoklet for at få til at ske. Men det er stadig forholdsvis sjældent og absolut ikke noget jeg tager for givet. Langt det meste af det jeg laver er noget jeg selv har opsøgt eller ligefrem skabt og banket op af jorden. Det giver til gengæld en stor tilfredshed at udføre den slags projekter.
De mennesker der tager det for givet at ting skal serveres på et sølvfad er så også dem der på et tidspunkt vil få en brat og ubehagelig opvågning til realiteterne: Pludselig er det en anden der er "den udvalgte" og så skal de til at lære det vi andre har lært fra start af: Der gives ikke succes uden knofedt, opsøgende arbejde og masser af afvisninger. Ikke i den klassiske musikbranche, men sikkert heller ikke nogen andre steder! Der er masser af folk med talent - ingen har egentlig krav på noget fra verden af den grund.
Ind imellem har jeg tænkt på om jeg spilder mit gode hoved og min tid på at realisere mig selv gennem kunst. At jeg kunne komme verden mere til gode (eller blot tjene flere penge) ved at lave noget andet. Men jeg brænder så meget for de øjeblikke hvor jeg står på scenen eller arbejder intensivt med musik ved prøver - til at give op. Indtil videre, i hvert fald. Trods Corona-pandemi og så videre. Og jeg tror på at jeg bidrager med noget værdifuldt til verden med det jeg gør.

Der kommer en dag hvor jeg bliver vraget på grund af min alder... Derfor har jeg alle dage stresset over at nå mine drømme før det er for sent. Når tiden kommer håber jeg bare at jeg kan slutte fred med at jeg fik så og så meget tid i spotlight, og at jeg kan formå at kaste min ildhu på noget andet - som at komponere, eller være en god mor/mormor/partner eller noget tredje.

Så for alle de der ser på den succes jeg nyder i øjeblikket vil jeg bare minde om at det har kostet blod, sved og mange tårer at nå hertil. Og det vil det fortsætte med at koste i et vist omfang indtil den bitre ende. Så lad os være gode ved hinanden undervejs, klappe på skulderen når det går godt for nogen og give et forstående kram når det går svært. Vi er i samme båd i sidste ende. Succes kan nemlig forsvinde lige så hurtigt som den kom.
Det var bare det.
Kram fra Nina 😘