VIVA LA DIVA – Men kan hun holde fødderne på jorden?

Balkjoler ER jo skønne, men nu bliver man helt klart ikke en diva af at tage en på. Så hvad skaber egentlig en diva? I min hjerne har ordet Diva med tiden fået en mere positiv klang. For havde du spurgt mig i gymnasiet om jeg ville have lyst til at være sådan én, så ville svaret have været blankt nej. 

Men havde du bagefter spurgt mig om jeg gerne ville synge professionelt, så var det ja.

Dengang tænkte jeg om divaer at de var sådan nogen krukkede, arrogante og utilregnelige sangerinder, som ingen kunne stille tilpas. Nogen med meget høje tanker om sig selv. Alt for høje, måske endog. Og noget med ikke at tage en skid hensyn til andre omkring sig.  Derfor var denne type sanger nogen man burde undgå (at blive!). Det var mine forældre helt klare i spyttet med at fortælle mig fra en tidlig alder. Sidenhen har jeg fået et mere nuanceret syn på hvad en diva er, eller rettere KAN være.

De positive egenskaber der hæfter sig til operaens Prima Donna – eller Første Dame, om man vil – er at hun inderligt ønsker at skabe det sublime med sin kunst. Hun stræber altid efter den allerbedste teknik, endnu bedre frasering af melodien, de bedst mulige samarbejdspartnere og så videre. Og hun knokler som en hest for at nå sine mål. Det er jo derfor hun er nummer et!

De negative sider følger i et vist omfang med, selvfølgelig varierende fra person til person: Den kompromisløshed der driver divaen til at stræbe efter det sublime er det selv samme personlighedstræk der driver hendes omgivelser til vanvid hvis hun lader det få frie tøjler. Hvem kan leve op til hendes tårnhøje forventninger? Hvem kan undgå at komme i vejen for hende, når hun skal have alt på netop SIN måde? Jeg forestiller mig at jo længere man har været på toppen af kransekagen, jo mere mister man sin ydmyghed overfor andre mennesker og sin egen formåen.

Jeg har grublet en del over hvordan man kan være en Diva og stadig bevare fødderne på jorden overfor sin omverden. At beslutte sig for det er jo i hvert fald en god start. At sætte sig selv i andre situationer, det kunne være et vikingeskib, kan være en god måde at sætte personligheden lidt i perspektiv. Det er så dejlig praktisk! Og sejlads handler først og fremmest om samarbejde, ikke om at præstere bedre end alle andre.

Min sanglærer i Berlin sagde en af de første gange jeg var der: ”You are tall and beautiful, you should be a Leading Lady. And by the way: They will never cast you as the Maid.” Denne dom var jeg både smigret over og  bange for. For hvis ikke jeg kunne svinge min sangteknik op på Diva-niveau, så ville der ikke blive nogen karriere i det for mig.  

Heldigvis går det da ret godt med niveau’et, hvis du spørger min nuværende sanglærer Ken Querns. Og i min omgangskreds er jeg bestemt ikke kendt som en diva i social forstand. Så måske det alligevel kan lykkes mig at være en sympatisk præstations-tripper? Det er i hvert fald det jeg stræber efter!

Helt uden sammenligning i øvrigt vil jeg da lige citere Joan Sutherland fra et interview kort før sin død: ”I’m a mum. I never wanted to be a Diva. I just wanted to sing the roles”. Sådan sagde hun. Og jeg kan da ikke være mere enig. Lad os holde holde fokus på musikken. Så kan det ikke gå helt galt.

Her er link til det før omtalte interview med La Stupenda

http://www.theguardian.com/culture/2002/may/08/artsfeatures