torsdag den 15. april 2021

Det er bare kærlighed – giv den væk! Tanker om dating, kærlighed og forventninger fra én der bliver ved

Jeg synes at såkaldt "håbløse romantikere" har rigtigt fat i én ting, men forkert fat i en anden. Det kommer jeg til om lidt. Her kommer nogle tanker om forventninger til kærligheden fra én der har brugt en del tid på at lede efter den, finde den og miste den igen - og igen og igen. 😉

To arketyper: Romantikeren og Kynikeren

Når Romantikeren er ung kaster han/hun sig hovedkulds ud i sin søgen efter den dér soulmate, som mainstream kultur er med til at promovere. Men når det så (selvfølgelig) fører til hjertesorg og skuffelser på et tidspunkt kan Romantikeren hen ad vejen forvandle sig til Kyniker i et forsøg på at skærme sig selv fra yderligere smerte og skuffelser.

Kynikeren afviser troen på den store kærlighed og lukker sig af fra at sætte sig selv rigtigt i spil igen og stiller sig enten tilfreds med en partner der er tryg fremfor fantastisk, eller tør slet ikke at sætte hjertet i spil og indgå i seriøse forhold og derved bliver enten helt afvisende eller en omflakkende Casanova m/k.

Uanset hvad, vil denne kyniske ex-romantiker nok være dybest set utilfreds og trist, for her kommer min pointe om hvad Romantikeren havde rigtigt fat i fra start: Der FINDES dyb kærlighed, og det er MULIGT at føle sig mødt og rummet af et andet menneske – og det er helt naturligt at længes imod det! Jeg taler af erfaring her. Men det kræver efter min overbevisning at man gør et stort stykke arbejde med sig selv, for at blive i stand til at tiltrække den slags partner – for man er nødt til dels selv at VÆRE den slags partner/person.

Man er nødt til at begynde med at bygge sit selvværd grundigt op indefra. Terapi kan være et godt redskab, og der findes også masser af life-coaches, bøger, kurser mv. Man er også nødt til at lære at sætte sine grænser og at kræve at blive respektfuldt behandlet, fremfor at finde sig i uværdige ting blot fordi man er for angst for at blive helt alene og uelsket hvis man sætter grænser for den person, der opfører sig ukærligt.

Den dér angst for at være alene… den kan tage meget energi at bekæmpe. Det er noget jeg kender alt for godt. Nøglen er helt klart at betragte sig selv som værdifuld og handle derefter. Man må ”elske sig selv”, som det så ofte siges. Men hvad betyder det så? 

Det betyder sætte sine grænser, kræve den respekt man fortjener. 

Dertil er det godt at lære at sætte pris på sit eget selskab, at være rigtigt god imod sig selv, gøre ting for sig selv som er dejlige (fx ting man ellers ville gøre med en partner; en picnic, købe blomster, bestille takeaway, have selvforkælelsestid – alt hvad man kan lide!) På en måde skal man lære at være den type partner FOR SIG SELV før man går ud i verden og søger. At være alene behøver ikke betyde at sidde ensom og stirre på andres glade kærestebilleder på facebook. Det kan være fantastisk ”mig-tid” hvor der ikke skal tages hensyn til andres behov. Jo, jeg må godt!

Når angsten for ensomhed er nogenlunde under kontrol, må man finde MODET til gå ud i verden og lade sig såre. Ja, jeg siger det på den måde, for det at være modig handler ikke om fraværet af angst for smerte. Mod er at acceptere at smerte vil komme før eller siden, men GØRE DET ALLIGEVEL. For mig at se er det bedre at have et hjerte der gør ondt, end et der er følelsesløst, koldt og slet ikke lever.

Så er det tid at finde HÅBET frem.

Håbet om at der findes gode mænd og kvinder derude, som venter på at blive fundet. Det der ”scarcety mindset” der handler om at ”alle de gode er taget”, ”jeg er for gammel/grim/uinteressant”, ”alle mænd/kvinder er røvhuller” – væk med det! Det er at give sig selv et påskud for at give op og blive Kyniker. Lykken står den kække bi – og Kynikeren er ved Gud ikke kæk.

Jeg ved godt at det er pissehårdt at være på Tinder og andre dating-hjemmesider – jeg har selv været i den mølle i snart et helt år i træk. Man får så mange afslag og dårlige oplevelser, folk der opfører sig uhøfligt og overfladisk – og det er så træls at man indimellem er ved at kaste op (ja, det er jeg også).

Men så er det okay at tage en pause og sunde sig. Bruge tid på at forkæle sig selv og ses med de venner, der behandler en godt. Et helende pit-stop. Og så er det videre. Kærligheden venter derude et sted. Formentlig. For én ting er sikkert; at den kommer ikke bare dumpende af sig selv når man giver op og trækker stikket, holder op med at være åben og opsøgende. Vi mennesker har brug for andre mennesker. At give op er derfor en dårlig plan.

Nu kommer jeg til den ting jeg så synes Romantikeren har FORKERT fat i: At tillægge den enkelte forelskelse eller kærlighedsforhold for megen betydning og vægt. 

Selvfølgelig har hvert crush en værdi, men Romantikeren blæser den nemt ud af proportioner og får derved helt vildt svært ved at give slip på det enkelte forhold eller crush igen, når det viser sig at det af en eller anden grund var en blindgyde (Blindgyder kunne være; ”han er bare ikke rigtigt vild med mig” eller ”jeg får ikke det jeg vil have og fortjener i det forhold”). Og ja, desværre er vi fra naturens side wired til at blive ved med at tænke på den person, for vi er jo klinisk afhængige af de kærlighedshormoner vores hjerne selv udskiller når vi tænker på eller er sammen med vores udkårne. Det er ”the objectives”, som vi er nødt til at kæmpe imod.

Det er op ad bakke, men tid, samt et bevidst valg om at skyde det ud af hovedet, hjælper. Jeg plejer bevidst at ”om-programmere” min egen hjerne ved at tænke på min yndlingspotteplante hver gang tankerne om mit ulykkelige crush melder sig. Det virker ret godt, synes jeg. Og jeg har været forelsket flere gange end jeg har tal på, og været nødt til at give slip på hver og én igen sidenhen uanset om det blev et forhold eller en afstandsforelskelse.

“It’s just Love – give it away!”

Det var essensen I en blogpost jeg læste på Elephant Journal på et tidspunkt, og som blev lidt af et vendepunkt for mig. Tanken om at kærlighed ikke er sjælden og dyrebar, men noget vi har kapacitet til at møde igen og igen og igen… den tanke er livgivende og meget hjælpsom i forhold til at give slip og komme videre til næste mulighed. Ja, hvis jeg ser tilbage på mit liv, vil jeg også konkludere at det passer.

I øvrigt mener jeg også Romantikeren skal passe på med at have for rosenrødt et billede af hvor nemme parforhold i det hele taget er – selv med en soulmate. Der vil stadig komme udfordringer og kompromisser. Der skal stadig lægges et stykke arbejde på daglig basis. Forskellen er måden man håndterer udfordringerne på: Det bør være som et jævnbyrdigt makkerpar, der begge tager ansvar dels for forholdet og dels for deres egne følelser som voksne mennesker, fremfor at kaste med skyld hver gang noget er svært.

Så for at opsummere: Der ER et håb, der ER en gylden middelvej imellem Romantikerens naive tilgang og Kynikerens bitre afvisning af sin egen gamle drøm. Der er realistens vej. Den modige, arbejdsomme og tillidsfulde realist, som bliver ved til det lykkes. Som finder lykkens øjeblikke igen og igen, og ved at det selvfølgelig ikke er rosenrød lykkerus fra nu af og ”til vore dages ende”. Vi lever jo trods alt ikke i en Disneyfilm. 😉

Ariel, en typisk romantiker

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar