søndag den 5. juli 2015

Ferie eller ej?

Hvornår kan man som operasanger egentlig tillade sig at holde ferie? 
Sagen er at man ret hurtigt kommer ud af form, og at det tager ca. 3 gange så lang tid at komme op i omdrejninger igen, som man har holdt fri. Uha-uha! 

Så hvis man skal være klar til at præstere lige efter feriens afslutning, så kan det godt være et problem.

Normalt bruger jeg den tommelfingerregel at jeg skal øve mindst en time koncentreret sang om dagen for at holde den muskulære form, der kræves for at synge på mit nuværende niveau. 
Det betyder blandt andet, at det at arbejde fuld tid med et job, fx undervisning, hvor jeg ikke har overskud/tid til at få øvet er en rigtig dårlig ide. 
Men der skal jo kradses penge ind, også i perioder med få musikalske engagementer. Så det er lidt af en balancegang at finde noget arbejde, der ikke udelukker den daglige øvning. Især når jeg også har barn at passe.

Der er faktisk tilmed den sag, at jeg bliver nedtrykt hvis ikke jeg får øvet.
Jeg har simpelthen brug for den tid alene med mig selv, til at lade energi op i og til at bearbejde følelsesmæssigt overtryk. Det er nærmest en slags terapi for sind og for krop.
Dertil giver det mig fred i sindet at arbejde på min drøm. Modsat: når jeg ikke gør, så har jeg en rastløs følelse af at svigte min inderste kerne!

Alt i alt: den bedste ferie for mig, er en ferie, hvor jeg kan få øvet de fleste af dagene og så holde fri og koble af resten af tiden. Det kunne fx være i et sommerhus med venner og familie, hvor strandture og mad på terrassen kan kombineres med 1-2 timers øvning i løbet af dagen. Måske med et par deciderede fridage ind imellem. :-)

foto af min datter på Fanøfærgen

Det er netop sådan en ferie, jeg holder nu på mit elskede Fanø, min slægt's oprindelses-ø.

Med i tasken er derfor: stemmegaffel, noder til forberedelse af min rolle i Jenufa, (som jo starter om få uger), samt vocal score til Bellini: I Puritani, som jeg er ved at indstudere en hovedrolle i. 
Nå, ja; sommerhat og badetøj har jeg selvfølgelig også med...

God ferie, allesammen :-) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar