Opera-Hiphop crossover ryster posen

Mit mantra er at fornyelse er livsnødvendig. Og jeg synes i den grad også at det gælder for en smuk og hæderkronet tradition som opera. Hvis den stagnerer og ikke udvikler sig, så bliver den et museum. Selvfølgeligkan kunst fra gamle tider stadig røre, gribe og fascinere os. Men den kunst som har fingeren på pulsen med tidens strømninger har nu alligevel en større appel, efter min mening. Den er lettere at forholde sig til og ofte mere relevant i forhold til tidens problemstillinger. På samme måde som opera i 1700-tallet var mere relevant for 1700-tallets mennesker, er det jo netop dette indbyrdes forhold mellem kunst og publikum som er umuligt at genskabe på et ”museum” af gammel kunst.

Det er ikke for at være respektløs, men jeg synes det er livgivende at ryste posen lidt. Ligesom man indenfor skuespil er begyndt at sætte klassikere op, hvor kønnene har byttet plads. Så får det hele pludseligt en ny vinkel.

(Her er en video af et ældre opera-hiphop crossover nummer, som er ret så vellykket.)

Jeg kan på den baggrund dårligt beskrive hvor stor min entusiasme er vedrørende dette her nye crossover projekt ml opera og hiphop som Michael Bojesen og Copenhagen Opera Festival har sat taget initiativ til. Det er lige præcis den type eksperimenterende og genre-overskridende samarbejde jeg brænder for at lave! Med min dobbelte baggrund som dels uddannet, professionel operasanger, dels som dedikeret improviserende sanger, komponist og bassist i diverse rockbands gennem 20 år, synes jeg selv at jeg er klædt godt på til opgaven med at blande rytmisk og klassisk musik.

Man kan faktisk sige at jeg føler det som min særlige opgave at få de to sider af musikverdenen til at mødes mere og i den forbindelse skabe noget friskt.

At jeg faldt i gryden som barn og faktsik har overtaget denne mission fra min Far, jazzpianist og komponist Thomas Clausen, skal dog ikke være nogen hemmelighed. Hvor mange aftener vi har snakket om det emne, spillet, sunget og eksperimenteret kan jeg ikke opregne. Men mange. Og det har været sjovt!

At blande opera og rap fungerer virkelig godt, og vi har i øvelokalet haft mega optur på over ”hvor svedigt det lyder”. Når enten komponisten og beat-mageren Lawand eller rapperen Zaki spørger mig om ikke jeg lige kan improvisere over det her beat, finde på en overstemme, om vi kan bryde formen op og lave en ny eller lige prøve en idé af - så er jeg totalt klar. Også når det handler om at bryde med hvad man ”bør” eller ”plejer”. Selvom jeg må indrømme at jeg lige skulle synke en gang inden jeg sagde ja til at synge en af de mest ikoniske og elskede tenor-arier der findes; E lucevan le stelle! For det første vil det nok i manges ører lyde underligt med en kvindestemme, der hvor man har Pavarotti i ørerne. For det andet havde jeg aldrig sunget den og havde ingen anelse om den ville ligge godt eller skidt for min stemme.

Men hey? Man må jo prøve det af. Fx kunne Puccini vel have valgt at bruge den melodi til en sopran, hvis han havde syntes. Eller en duet, eller hvad ved jeg. Det tror jeg ikke vi skal være så bange for at tænke. Når alt kommer til alt er musik jo bare musik, sådan at forstå at en god melodi eller brudstykke af melodi som sådan kan tages ud af sin sammenhæng og have en værdi og et liv i sig selv.

Komponisten kunne have valgt at gøre noget andet med den melodi. Det er sådan jeg tænker når jeg selv komponerer. Der er tusind muligheder, og mange kan fungere lige godt. Hvis Mozart havde levet i dag er jeg overbevist om at han ville have boltret sig ubesværet i mange forskellige genrer – ikke kun i klassisk kunstmusik. Jeg tror med glæde han havde lavet crossover og eksperimenteret løs, ligesom han som pianist improviserede over sine egne og andres værker. Jeg tror også at han ville ønske at se fornyelse af sine værker, frem for at se dem på en piedestal på musikkens svar på ”museum”.

Her til sidst en video fra violinist Rune Tonsgård’s debutkoncert fra solistklassen, hvor han netop tør udfordre traditionen ved at Cadenzaen (som traditionelt skulle improviseres af solisten) bliver en folkemusik-crossover med hans gruppe Dreamers Cirkus. Jeg var selv til stede ved den koncert og kan sige at det var helt, helt magisk!

Til slut vil jeg nævne at mit opera-hiphop projekt med Zaki og Lawand kan opleves live d. 4. august kl 20.30-21.30 ved Torvehallerne. Se mere på Operafestivalens hjemmeside.

Mere crossover kan opleves i dukke-operaen STØV, som spiller i dag og i morgen kl 17 på Krudttønden samt næste år på turné.

Fra Ukendt i Udkants-Danmark til Ansat på Det Kongelige Teater

Der er noget skønt over eventyret om Askepot fordi det handler om en outsider, der kommer ind i varmen. Det eventyr indgyder håb til alle os, der gerne vil ændre vores tilværelse til det bedre, og så har eventyret elementer af at opnå anerkendelse for sit virkelige værd. Hvem vil ikke gerne det?

På sin vis føler jeg mig let beslægtet med benævnte Askepot; i hvert fald i forhold til at føle mig som en outsider i det danske sangermiljø. Så da jeg for nyligt sang en knaldgod audition for operakoret, skal de efter sigende have kigget på hinanden bagefter og sagt: ”Hvem i alverden er HUN??”

Ligesom Askepot har jeg haft en svær periode hvor jeg var isoleret - geografisk og menneskeligt. Alligevel har jeg som hun formået at holde modet oppe og tro på lykken, fremfor at give op ansigt til ansigt med svære odds. Som jeg plejer at sige:

”Nogen SKAL jo være dem, der lever af det – så det kan jo lige så godt være mig, ikke?”

Lige siden konservatoriet har jeg fokuseret benhårdt på fortsat at dygtiggøre mig. Jeg har omlagt min sangteknik og fået det nye funderet i min krop, så selvom man ikke har hørt ret meget til mig i de seneste par år, så har jeg bestemt ikke ligget stille. Min drøm om en bedre tilværelse, samt ønsket om at sætte min stemme i stand til at arbejde på et højt kunstnerisk niveau – det har drevet mig hver eneste dag. 
Som en flittig lille bi, der møjsommeligt bygger et palads af bivoks. 
(Og det vil jeg nok blive ved med, for man kan altid blive bedre endnu…)

 

Når man sådan har brugt år til at tage tilløb til at erobre (sanger)verdenen, så er det en kæmpe tilfredsstillelse at vinde en konkurrence om en stilling, fair and square. Straks efter at blive budt velkommen af kommende kolleger, at blive lykønsket og rost til skyerne for en ”fantastisk audition” er både lidt surrealistisk, og meget, meget dejligt! Det varmer SÅ meget at være inde i varmen et sted, og først og fremmest ikke at være så alene om alting mere.

Da jeg gik til audition på operakoret i København tænkte jeg: ”Nu gør jeg det bare så godt jeg kan. Om jeg passer til det de søger, det aner jeg ikke. Jeg har ikke meget operakor erfaring, og er ikke en kendt lus på gangene derinde. Der er muligvis de første 5-10 sopraner, der står mere ”lige for” til den stilling… Men pyt med det! Nu giver jeg det et skud, og hvis ikke de tager mig, så er det ikke verdens ende. Jeg skal nok finde min vej. Det stoler jeg på.”

Men så vandt jeg altså.

Da de ringede få timer senere og tilbød mig jobbet blev jeg så paf, at jeg måtte bede korchefen om lige at gentage sætningen. Jeg blev glad, men det tog flere dage før det sank ind hvad det faktisk ville betyde af ændringer i min og min datters tilværelse. Jeg er meget glad og lettet. Fast indtægt er de færreste musikere beskåret, så jeg skal derfor nok have sunget i det kor i mange år, før jeg kommer til at tage det som en selvfølge.

Måske burde jeg ikke være blevet helt så overrasket, for det stemme-arbejde jeg har gjort, ikke mindst de sidste to år under vejledning af Ken Querns, har virkelig rykket. Det tekniske overskud, som jeg kan forstå man var glad for ved min audition, består af ren italiensk Bel Canto af den gamle skole med rødder i lige linje tilbage til Marchesi og Lamperti.

Læs mere om Ken Querns og Bel Canto Vocal Studio: www.belcantovocalstudio.co.uk 

Selvfølgelig var jeg også i god træning: At jeg har sunget solist-auditions og konkurrencer i udlandet i fx Sverige (5), Tyskland (4), England (2), Italien (2), Frankrig (1), Tjekkiet (1) og Slovakiet (2) i de seneste år har givet mig en god træning i bare at gå ind og præstere, uden at bekymre mig for meget om hvad de tænker. 
Jeg går bare ind og gør min ting. 
Jeg ved at jeg har gjort mig umage med mit forarbejde. Det gør jeg altid. 
Og hvis jeg får et nej, så tænker jeg: ”Pyt, de ville hellere have den i blå”. 
Den måde at tænke på kan jeg anbefale J

Vælg dit selvværd til – igen og igen

Hvis der er én ting man skal besidde for at klare sig - i showbiz i særdeleshed - uden at gå psykisk ned, så er det selvagtelse. 

Her er mine bedste råd til hvordan man skaffer sig den – og beholder den!

Efter at have arbejdet med dette emne i årevis har jeg et par gode sætninger at dele. De blev vendepunkter for mig fordi de ændrede min måde at tænke på. Det ene kom fra min far, det andet fra en pianistcoach, Julian Thurper, som jeg konsulterede pga. præstationsangst. Rådet fra pianisten var:

”Repeat to yourself: Even though I know I’m not good enough (at this), I fully and truly accept myself.”

Det råd hjalp mig til at overvinde min præstationsangst I forhold til auditions, og det har siden været en stor hjælp. At acceptere sig selv som man er, med fejl og mangler og det hele, er dog ikke kun fantastisk i forhold til auditions og lignende. Det kan bruges i alle livets situationer, hvor man er bange for ikke at slå til. Når man accepterer sig selv i indeværende NU, vidende at man er i proces mod at blive bedre til noget, så hjælper det til at slippe angsten og det negative selvbillede. Og hvad holder mennesker mere tilbage end netop angst og et negativt selvbillede?

Det andet citat kom fra min far over telefonen mens jeg var midt i en dyb (parforholds)krise, hvor jeg følte mig så lidt værd at det nærmest gjorde fysisk ondt. Min far sagde noget om at mande sig op fordi:

”Andres respekt for dig starter med din egen selvrespekt.”

Det er måske hårdt at høre når man selv synes, at det er mega synd for én – men det er altså hovedet på sømmet, efter min mening. Og det giver håb! HER er nemlig en måde at handle sig ud af den dårlige situation på. Man kan ikke ændre andre, men man kan ændre sig selv. Man kan faktisk godt ”trække sig selv op ved håret”. I overført betydning, altså.

Vi må for en hver pris undgå at falde i offerrollen. Med offerrollen mener jeg et selvbillede der er passivt, opgivende, har lav selvagtelse og ondt af sig selv. Det ændrer ikke situationen til det bedre  at føle sig som offer. Tværtimod gør det jo netop sagen værre: Er du bange for at andre tænker dårligt om dig, så nytter det jo ikke noget at du selv glider ned i den samme negative selvopfattelse, for så giver du dem jo på en måde ret, ikke?

Jeg rettede derfor ryggen – mentalt og fysisk – og droppede at sidde og vente på at noget udefra skulle ændre min situation. Jeg droppede med ét slag at finde mig i mere. Jeg gik i gang med at finde et sted at flytte hen, så jeg bedre kunne holde min selvrespekt oppe indtil krisen fik en afslutning. 

At holde fast på min selvagtelse er nu en løbende proces. Jeg skal stadig minde mig selv om det når tingene er svære. Mine råd til dig næste gang du føler dig vraget, set ned på eller bare dårlig til noget, er derfor:

·         Vælg at skubbe den følelse fra dig. Ja, der ER et valg (man kan i det mindste prøve).

·         Vælg at rette ryggen – både mentalt og fysisk. De to ting påvirker hinanden.

·         Vælg at opføre dig som det elskelige og respektable menneske som du gerne vil opfattes som.

Det føles ganske vist sommetider som at spille skuespil, men det magiske er, at det virker alligevel!

Langsomt, men sikkert bygger man sin indre selvagtelse op på alle de gange skuespillet lykkes og andre ser dig, som du ønsker. For i virkeligheden er din vilje til forandring din virkelige styrke. 

Altså hvis man spørger mig J

Her er en sang om en kvinde, der nægtede at lade sig knække trods voldtægt og ydmygelser (Jeg græder tørre tårer for en ussel hund som dig). Og hun får sin oprejsning til sidst.

Mine venner i Basco spiller Liden Karen helt fænomænalt.

Tips til at undgå stress - for freelancere og arbejdsnarkomaner

Freelancere og folk der arbejder med deres passion, uanset erhverv, har det til fælles at vi aldrig rigtigt har fri. Som freelancer er det fx vigtigt altid at kunne tage telefonen i fald nogen ringer for at hyre os, og altid at stå til rådighed, fordi det er uforudsigeligt hvornår arbejdet ligger. Og som passioneret omkring arbejdet tager vi det med hjem.

Vi brænder vort lys i begge ender

Fordi vi brænder for det vi laver, tænker vi på det hele tiden, får ideer, løser problemer osv. – selv i sengen om natten! På den ene side er det sådan vi bliver virkeligt gode til det vi gør. På den anden side er det usundt for hjernen hvis den aldrig får pauser med mulighed for at køle af. Det kan ende med at hjernen får mindre, kroniske skader som fx hukommelsesbesvær, eller den kan helt brænde sammen i ”kronisk stress”, en ret invaliderende tilstand.

Freelancere bør derfor, ligesom alle andre mennesker, tage sig tid til ferie og friaften ind imellem – have down-time – helst i flere sammenhængende dage, for at det skal have effekt på hjernen.

Men tør vi slukke telefonen og holde fri? Spørgsmålet er faktisk om vi tør lade være, for vi brænder vores lys i begge ender, hvis ikke vi laver den prioritering.

Flere fakta om stress: http://www.naturli.dk/artikel/stress-du-er-ramt-for-livet http://www.stressforeningen.dk/om-stress/fakta-om-stress/hjernen-og-stress

Børn har brug for kedsomhedstid 

For nyligt læste jeg en artikel om at børn har brug for at kede sig. Kedsomhedstid. Rolig hjemmedag. Sjovt nok har jeg som mor nemmere ved at indføre den slags dage i mit liv for min datters skyld, end for min egen. Det er vist heldigt at jeg har hende, som kan tvinge mig til at holde fri! Men fra nu af vil jeg også holde fri for min hjernes skyld.

Link til artikel om børn, ferie og kedsomhed http://livsstil.tv2.dk/2013-06-18-bekymret-b%C3%B8rneekspert-for%C3%A6ldre-holder-ferie-uden-b%C3%B8rn

Jeg ved godt hvordan stress føles... 

For 1,5 år siden havde jeg en mængde symptomer. Det var i en periode hvor jeg for at spare penge op arbejdede fuld tid som lærervikar, samtidig med at jeg ved siden af kørte min sangkarriere med koncerter, øvning, auditions og opsøgende arbejde. Fysiske symptomer som søvnproblemer, for høj puls og konstant sitrende uro i kroppen opstod. Alligevel skulle der en næsten-besvimelse foran 8.klasse til for at få mig til at tage det alvorligt.

Jeg blev på opfordring fra en kollega, hjemme fra arbejde i 5 dage. Jeg løb, mediterede og gjorde mit bedste for at finde ro. De værste symptomer gik væk, og jeg fortsatte på jobbet. Men efter et halvt år var jeg lettet over at stoppe med det job. I princippet havde jeg to jobs, plus jeg var alene med et barn. Jeg tillod aldrig mig selv at holde fri, fordi jeg så følte at jeg svigtede min drøm om en karriere som sanger. Så jeg kløede på. Men smart var det ikke.

Symptomerne minder mig i mild grad om dengang jeg havde posttraumatisk stress i en alder af 20, blot uden angsten. Det er ikke noget man skal ønske sig at have.

Prioriter som en egoist

Det handler om at turde vælge at holde fri, for kun gennem et sundt arbejdsliv kan man holde til et langt et af slagsen. At turde sige nej til arbejde eller potentielt arbejde er essentielt. At turde sige nej til sociale begivenheder og muligheder for at netværke er også vigtigt, og måske lidt overset. Men basicly må man være lidt egoist og ind imellem prioritere egne behov først for at have overskud at give ud af. Ingen andre kan gøre det for dig.

De bedste råd til freelanceren – fra mig og fra min far jazzpianist Thomas Clausen, freelancer i mere end 40 år.

-Skemalæg fridage/ferie/fritid hvor du vitterligt holder fri! 

Sig nej til jobs og ”væren til rådighed”. Sluk mobilen. Slap af i hovedet. Tag gerne ud i naturen.

-Få dagslys. 

Kom ud under åben himmel. Hver dag.

- Regelmæssig motion. Stresshormoner skal ”brændes af”. Din krops alarmberedskab gør dig klar til at kæmpe eller flygte. Gør du ingen af delene bliver hormonerne hængende i uhensigtsmæssigt lang tid. Så løb/svøm/træn eller lignende. 30 minutters moderat fysisk aktivitet hver dag er jo den offentlige anbefaling. Det må være et minimum. Tag cyklen til arbejde, gå en tur i dagslyset. Ud af hoved, ned i krop.

VIGTIGT: Er du dog først gået ned med stress (sygemelding) så skal du i stedet holde dig i RO.

- Nattesøvn. Få den! Ja, det er jo banalt, men det er ofte den, der bliver skåret i, når døgnet bare ikke har nok timer. Og det er den, der ufrivilligt ryger, når kroppen går i stress. 7,5-8 timer pr nat skulle være nok for de fleste voksne. Vigtigt: ingen computerskærm i ca. 1 time inden sovetid. Lyset forstyrrer hjernens døgnrytme. I det hele taget er en fast døgnrytme sund at holde fast i, i det omfang det kan lade sig gøre. Byture til den lyse morgen er i det perspektiv ikke en god måde at pleje dig selv på.

- Køl ned. Hjerne og krop kan have brug for hjælp til at komme ned i gear på dage/i perioder, hvor der præsteres meget, fx koncert, oplæg osv.  Kroppen er god til at sætte sig op til det, med adrenalin, nervøsitet, fordøjelse der går i dvale for ikke at tage vores energi mm. Ofte kan man føle at man falder sammen lidt efter sin præstation. Det er godt. Men hvis ikke det sker, skal vi hjælpe os selv. Yoga og meditation er naturligvis oplagte ideer. Her er et par andre, mere lavpraktiske: Simpelt manuelt arbejde som opvask, lægge sokker sammen, strikke eller farvelægge malebog og lægge puslespil kan være som balsam for en hjerne. Gentagelse er godt.

- Træk vejret ordentligt. Helt dybt og roligt. Når man er stresset kan man have tendens til kortåndet, overfladisk vejrtrækning. Det er ikke godt for iltning af hjerne og krop. Så træk vejret.

- Sænk dine stresshormoner bevidst via din krops positioner. Denne TED-talk giver et indblik i hvordan vi med vores krops positioner kan sænke fx stresshormoner. Jeg anbefaler den stærkt.

How a mosquito taught me about succes

How a mosquito taught me about succes:

One evening I was chasing mosquitos in my bedroom, and I was rather lousy at getting them with my hand. Even though they were right there on the wall! Every time I tried, it was as if my hand was too late… as if it was hesitating a bit. It made me think:

What am I doing wrong?

My answer was: Actually, I don’t really want to hit them and smear them onto the wall. Maybe that is what’s stopping me from actually getting them? Maybe my brain is telling my arm to hesitate, because part of me doesn’t want to smear the poor thing onto the wall!

So I tried to prove my theory by deciding to really want to hit this next mosquito. And it worked!

I had encountered my own psychic barrier – and overcome it, just by deciding to hit the damn insect.

Since that evening I’ve begun to notice that effect in many other situations, in my personal life and in the world in general. So, for instance; it’s impossible to score without having a goal - but then it’s equally impossible to score/achieve a goal without really wanting to!

If you do not really want to (or fear what you want to do), your brain is going to stop you from carrying out the action. Your muscles are going to hesitate un-noticeably last second. 

I have noticed that about singing high notes in particular: If I’m afraid that the note will not come out, then my throat will tighten up and only strangled sounds are going to escape, and not the beautiful, rich tones I was hoping for. 

As my teacher Abbie Furmansky once said: “There are no high notes in fear”. And the better I got at trusting myself, the better it sounded.

When really wanting to do something, some things are important:

Believe in your own capability in doing so

This may sound trivial, but self-confidence is a must. Even if there’s only a 40% chance that you will achieve/score your goal, and a 60% chance that you’ll miss it, go “all in” on the 40%!

So the cute girl at the party might turn you down if you ask her… but it’s also possible that she won’t. And if you don’t give it a shot, you have made the 60% become a 100% all by yourself for not daring.

In Denmark there’s a saying: “Those, who don’t dare, don’t win”. And that gets me to the next sentence:

Let go of fear

Fear of failure, but also fear of success: I didn’t want to hit the mosquito with my hand, remember? I’ve noticed the same effect in big moments of (my) life: Maybe you don’t really want the new job (or new relationship), because getting it will affect your whole life? Lots of things will change and not knowing the outcome is provoking anxiety.

Let go of that fear, NOW. Go and do what it is, that you want!

Buy art and events - not material stuff!

What would happen if everyone cut down on the money they spend on stuff like new clothes/shoes/sofas/coffee machines etc. by 20% or even 50% - and then went spending the money saved on culture; art, concerts, events?

Economists and environmentalists agree that the world is running short on resourses, so we have to avoid over consuming and start thinking more about recycling, like for instance the new law in France, that says that super markets are not allowed to throw away edible food, but has to donate it to charity or the like. Awesome!

But what will happen to the economy if there’s less trade of material goods?

I think the economy will find a market for trade of immaterial things like knowledge, art and events. Sharing or streaming things like cars and movies instead of owning them is already a trend. This is the future, and it’s already happening.

Do we really need to buy all this stuff? 

Do I need 20 pairs of shoes? No, I don’t think so. 

Some say that shopping fills an empty space in us, but only temporarily so. Philosopher Alain de Botton made a wonderful documentary about this issue. Apparently, it was already answered by Epicurus in ancient Greece!

Video about the wisdom of Epicurus

Why we buy new things is, according to Alain de Botton, because its makes us happy for a while by filling the empty gap, the longing inside us, for a while. 

But: the nice feeling of happiness or attachment to the new pair of shoes/lamp/bicycle wears off ever so quickly – it cannot satisfy the longing for real happiness.

True happiness, it seems, comes from:

*Being with your friends/loved ones/family

*Being free of worries (even just for an hour)

*Being free of physical pain

A perfect reason for spending your money on an evening in the theatre with your girlfriend, isn’t it?

The healing powers of singing

Webster's Dictionary uses a musical term as synonymous with healing; becoming SOUND, well or healthy again. 

Personally I feel at deep down that singing has healing powers. 

If I feel sad or angry, anxious or happy I want to “sing it out of my body”. No matter what feeling I have to begin with I always feel better in both body and soul after singing.  

I am convinced that illness or physical pain very often derrive from emotional trouble or trying to suppress ones feelings. I’ve experienced this on my own body, ranging from neck tension because of worries to emotional stress (rejection) causing tinnitus and instant, unprovoked pain in my left shoulder lasting weeks after the incident.

That's why I did a bit of research and found something about healing and singing on the net. I cut out the best bits for you, but feel free to read the full entry here: http://singspirationsingers.com/home.cfm?id=709&sid=0 

Quote: "The link between deep breathing and good health is more than just theoretical. A thirteen-year-long study in Australia showed that respiratory capacity was a more significant factor than tobacco use, cholesterol levels, and insulin metabolism for determining people's longevity.

Nobel prize winner Otto Warburg published landmark studies in the 1960s that proved that cancer cells thrive in an environment starved of oxygen. When we sing we use deep abdominal breathing with the diaphragm moving forcefully downward which allows room for the lungs to fill up with oxygen. The physical signs of stress - cardiovascular, hormonal, immune, and muscular - are quieted and begin to normalize. 

"In a series of studies that examined how music affects blood pressure, pulse rate, breathing, and other aspects of the autonomic nervous system, participants' heart rates were found to respond to both volume and rhythm of music", writes Mitchell L. Gaynor,

M.D A 1993 report by scientists at Michigan State University showed that people who listened to or participated in music that they liked showed a drop of 25% in their levels of cortisol, a stress hormone that can depress the immune system when produced in excess.

Another study shows the same significant drop in cortisol levels in babies of 6 months when their mothers sing to them.

Music can activate the flow of stored memory across the corpus colossus helping the left and right hemispheres of the brain work in harmony. This stimulates the immune system.

Music can also excite peptides in the brain and stimulate the production of endorphins, which are natural opiates secreted by the hypothalamus which produces a feeling of natural euphoria.

Recent study shows that when cats are purring, the sound helps them to recover from injuries. More about healing with sound: https://experiencelife.com/article/the-healing-power-of-sound

Paul Newham in his book Using Voice and Song in Therapy says, 
"When we give voice to parts of the self which have remained mute then we reclaim, refind and rediscover something that has been lost." 

I see that when people have permission to express their sorrow and their pain, they can also express all of their joy!

On the other hand, if they suppress emotions of anger or pain in order to not let it show - “be a man” or be strong - they also tend to suppress their natural impulse to show happiness and tenderness as well. Because it’s the same mechanism, and the mechanism doesn’t know the difference between feelings we want, and feelings we don’t want! And that’s really bad, isn’t it?

That’s why if I was a doctor, I’d proscribe to everyone at least 30 minutes of singing every day, alone or in a group!