Det er nu engang
utroligt hvordan tøj og hår kan ændre ens udtryk!
Jeg har prøvet mit
Jano-drenge-kostume, og det er som alt andet tøj i denne opera holdt i ret
neutrale, mørke nuancer. Jeg er klædt som dreng med korte bukser og knæsokker,
skjorte, vest, jakke og blød kasket. På hovedet får jeg også en kommunefarvet
korthårsparyk. Det var sjovt at se mig selv klædt på som 14-årig dreng anno 1914.
Parykprøvning på Jyske Opera www.jyske-opera.dk
Jeg vil gerne have
at rollen føles integreret i kroppen, så bevægelserne og udtrykket kommer indefra
og ikke bliver ”udvendigt spil”. Method acting, kan man kalde det. Eller
Stanislavskij-teknik, om man vil. Derfor forsøger jeg efter bedste evne at
omfavne min egen maskuline side og ligesom tillade den at træde frem.
Jeg tænker at hvis jeg skal spille en af det modsatte køn, oven i købet halv min alder, så
er jeg nødt til at gøre noget ekstra for at det kommer til at se naturligt ud.
Derfor har jeg som research blandt andet prøvet at udforske hvordan jeg selv
ville tage mig ud i moderne drengetøj. Her kan I se et foto af mig
som hipster-fyr.
Tak til Jack & Jones, Strøget, Århus for styling og lån af tøj.
For at forberede mig fysisk har jeg iagttaget hvordan mænd og drenge bevæger sig, hvordan deres tyngdepunkt synes at være mere i brystet, de lidt stivere hofter og håndled, energien i bevægelserne, måden at sidde med spredte ben på osv.
Det er ikke så svært, når bare man formår at acceptere sig selv i den nye ”identitet”.
Metoden fungerer godt, føler jeg.
Det fik mig til at overveje: Hvor meget af
vores daglige identitet er egentlig en rolle, som vi klæder os på til?
Jeg tror det er
ret meget. Det er lidt som om, at alt efter hvilket tøj (sko eller hatte) man
tager på - fx balkjole, slidte jeans eller aerobic-tøj – så tillader det en
bestemt del af ens personlighed at komme i spil.
Det er det jeg
selv har følt, når jeg i tidens løb har haft klædt mig ud som alt muligt underligt
og spillet diverse roller i amatørteater og opera, til Live Rollespil og improviseret totalteater.
Jeg har spillet
alt fra kriger til elver-skjald, fra tigger til snobbet adelsdame, præstinde,
ond dronning, snigmorder, senil gammel kælling, naiv ung pige, goblin-trold
mm.
Det har jeg haft lyst til, for det føles sindsygt godt at bryde ud af min
egen lille identitets-bås engang imellem!
Jeg kan anbefale
at prøve det. Derhjemme eller måske til en fest, hvis man er mere modig.
Fotos fra et modeljob for www.ironfortress.com der sælger rollespilstøj og accessories.
At være kvinde kan
faktisk også sommetider føles som en lille, irriterende bås.
Der er altså bare
nogle normer for hvordan kvinder bør tale og gebærde sig, samt en masse
forventninger om hvad man som kvinde nok kan – eller navnlig IKKE kan…
Netop at spille
dreng eller mand synes jeg derfor kan føles ekstra befriende.
At se filmen ”Boys
don’t cry” har også været en inspiration. Her spiller Hillary Swank mesterligt
en transseksuel; en teenagedreng som uheldigvis er født som pige, og derfor er
i vanskeligheder. Ikke mindst da hans nye venner opdager, at han (hun) har
løjet om sit fysiske køn. En meget flot film og ikke mindst flot præstation af
Hillary Swank, som også hentede en Oscar hjem for den rolle.
Boys don’t Cry - trailer
Den måde vi klæder
os på afspejler hvordan vi ser os selv. Gad vidst om vores identitet og selv-billede så
også kan ændre sig ved at vi en dag begynder at klæde os anderledes?
Det tror jeg
på en måde godt.
Men hvis nogen kender et link til en videnskabelig
undersøgelse om netop det, så vil jeg gerne læse den.
Nina Clausen,
sopran og komponist
Ingen kommentarer:
Send en kommentar