søndag den 9. august 2015

Østeuropas alt for ukendte mester-komponist


Han blev først sent anerkendt som et af det 20. århundredes betydelige musikdramatikere. I hans musik forenedes samtidens vesteuropæiske musiksprog og den tjekkiske og mähriske folketone og sprogmelodi. Her i Danmark er han endnu ret ukendt.
Hans musik kan være ligeså medrivende, melodisk og senromantisk storslået som en af verdens mest elskede operaskabere; italienske Puccini. Men med brugen af det tjekkiske sprog og hans hjemmehørende folkemusik fik hans værker en særlig farve.

Komponisten jeg hentyder til er naturligvis Leoš Janáček født 1854 – død 1928.

Leoš Janáček blev født i Mähren som søn af en skolelærer. Han sang som dreng i kor i Brno og studerede som ung mand musik i både Prag, Leipzig og Wien. Senere vendte han tilbage til Brno, hvor han grundlagde og drev en orgelskole, der senere blev til et konservatorium.

I Prag blev Janáček ven med den få år ældre komponist Antonín Dvořák og inspireret af ham komponerede han i en ret traditionel romantisk stil. Men i Brno skiftede hans musikalske stil, og begyndte at inddrage elementer af tjekkisk og slovakisk folkemusik i sine værker. Elementer fra folkemusikken som rytmen og sprogets tone findes blandt andet i de meget specielle melodistemmer i hans opera Jenůfa fra 1904. (Se den med os på Jyske Opera d. 20. 22. og 24. august!)

Foto fra Jyske Opera's nye opsætning af Jenůfa . Gitta-Maria Sjöberg som Kostelnicka

Operaen Jenůfa - hendes steddatter blev med nogen forsinkelse stor succes i hjemlandet, da Janacek var fyldt tres. Anerkendelsen skaffede ham en professorstilling ved konservatoriet i Prag. 
Jenůfa blev Janáček’s populæreste opera og er siden ofte blevet opført. I komponistens egen levetid nåede den at blive iscenesat mere end 70 gange!


Hele operaen 
Jenůfa - Teatro de Liceu, Barcelona

Det er musikken Janáček skrev fra midten af 1910'erne der er mest berømt, men stilen i disse sene værker anes mange år tidligere. Janáček tilhører den bølge af veristiske komponister fra det 20. århundrede, der søgte at opnå en højere grad af realisme og forbindelse til hverdagslivet.

Janáček’s liv var præget af tragedier. Han mistede både en lille søn (1890) og sin 21-årige datter Olga (1903). Ægteskabet med Zdenka Schulzová var fyldt med kriser, og han hentede inspiration til sin kunst i kærlighedsforhold til kvinder fra kunstner og musikerkredse (Kamila Urválkova, Kamila Stösslová, Gabriela Horvátová). 
Hans forelskelse som moden mand i den smukke 27-årige Kamila Stösslová opleves klart i en af hans sidste operaer ”Den Fiffige lille Ræv”. Han selv er gengivet i den aldrende skovrider og dennes kærlighed til den lille ræv – billedet på Kamila. Man fornemmer i operaen en kunstner fuld af smerte, længsel, livsvisdom og resignation.
 
                          Billedresultat for leos janacek     

Leos Janacek som ung med sin kone Zdenka, og ved siden portræt som gammel. 
På ungdomsbilledet er han da egentlig en ret flot fyr skulle man mene ;)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar