søndag den 9. august 2015

Østeuropas alt for ukendte mester-komponist


Han blev først sent anerkendt som et af det 20. århundredes betydelige musikdramatikere. I hans musik forenedes samtidens vesteuropæiske musiksprog og den tjekkiske og mähriske folketone og sprogmelodi. Her i Danmark er han endnu ret ukendt.
Hans musik kan være ligeså medrivende, melodisk og senromantisk storslået som en af verdens mest elskede operaskabere; italienske Puccini. Men med brugen af det tjekkiske sprog og hans hjemmehørende folkemusik fik hans værker en særlig farve.

Komponisten jeg hentyder til er naturligvis Leoš Janáček født 1854 – død 1928.

Leoš Janáček blev født i Mähren som søn af en skolelærer. Han sang som dreng i kor i Brno og studerede som ung mand musik i både Prag, Leipzig og Wien. Senere vendte han tilbage til Brno, hvor han grundlagde og drev en orgelskole, der senere blev til et konservatorium.

I Prag blev Janáček ven med den få år ældre komponist Antonín Dvořák og inspireret af ham komponerede han i en ret traditionel romantisk stil. Men i Brno skiftede hans musikalske stil, og begyndte at inddrage elementer af tjekkisk og slovakisk folkemusik i sine værker. Elementer fra folkemusikken som rytmen og sprogets tone findes blandt andet i de meget specielle melodistemmer i hans opera Jenůfa fra 1904. (Se den med os på Jyske Opera d. 20. 22. og 24. august!)

Foto fra Jyske Opera's nye opsætning af Jenůfa . Gitta-Maria Sjöberg som Kostelnicka

Operaen Jenůfa - hendes steddatter blev med nogen forsinkelse stor succes i hjemlandet, da Janacek var fyldt tres. Anerkendelsen skaffede ham en professorstilling ved konservatoriet i Prag. 
Jenůfa blev Janáček’s populæreste opera og er siden ofte blevet opført. I komponistens egen levetid nåede den at blive iscenesat mere end 70 gange!


Hele operaen 
Jenůfa - Teatro de Liceu, Barcelona

Det er musikken Janáček skrev fra midten af 1910'erne der er mest berømt, men stilen i disse sene værker anes mange år tidligere. Janáček tilhører den bølge af veristiske komponister fra det 20. århundrede, der søgte at opnå en højere grad af realisme og forbindelse til hverdagslivet.

Janáček’s liv var præget af tragedier. Han mistede både en lille søn (1890) og sin 21-årige datter Olga (1903). Ægteskabet med Zdenka Schulzová var fyldt med kriser, og han hentede inspiration til sin kunst i kærlighedsforhold til kvinder fra kunstner og musikerkredse (Kamila Urválkova, Kamila Stösslová, Gabriela Horvátová). 
Hans forelskelse som moden mand i den smukke 27-årige Kamila Stösslová opleves klart i en af hans sidste operaer ”Den Fiffige lille Ræv”. Han selv er gengivet i den aldrende skovrider og dennes kærlighed til den lille ræv – billedet på Kamila. Man fornemmer i operaen en kunstner fuld af smerte, længsel, livsvisdom og resignation.
 
                          Billedresultat for leos janacek     

Leos Janacek som ung med sin kone Zdenka, og ved siden portræt som gammel. 
På ungdomsbilledet er han da egentlig en ret flot fyr skulle man mene ;)




lørdag den 1. august 2015

Klæder skaber folk – og identitet?

Det er nu engang utroligt hvordan tøj og hår kan ændre ens udtryk!

Jeg har prøvet mit Jano-drenge-kostume, og det er som alt andet tøj i denne opera holdt i ret neutrale, mørke nuancer. Jeg er klædt som dreng med korte bukser og knæsokker, skjorte, vest, jakke og blød kasket. På hovedet får jeg også en kommunefarvet korthårsparyk. Det var sjovt at se mig selv klædt på som 14-årig dreng anno 1914.

Parykprøvning på Jyske Opera www.jyske-opera.dk 

Jeg vil gerne have at rollen føles integreret i kroppen, så bevægelserne og udtrykket kommer indefra og ikke bliver ”udvendigt spil”. Method acting, kan man kalde det. Eller Stanislavskij-teknik, om man vil. Derfor forsøger jeg efter bedste evne at omfavne min egen maskuline side og ligesom tillade den at træde frem.

Jeg tænker at hvis jeg skal spille en af det modsatte køn, oven i købet halv min alder, så er jeg nødt til at gøre noget ekstra for at det kommer til at se naturligt ud. Derfor har jeg som research blandt andet prøvet at udforske hvordan jeg selv ville tage mig ud i moderne drengetøj. Her kan I se et foto af mig som hipster-fyr. 

Tak til Jack & Jones, Strøget, Århus for styling og lån af tøj.

For at forberede mig fysisk har jeg iagttaget hvordan mænd og drenge bevæger sig, hvordan deres tyngdepunkt synes at være mere i brystet, de lidt stivere hofter og håndled, energien i bevægelserne, måden at sidde med spredte ben på osv. 
Det er ikke så svært, når bare man formår at acceptere sig selv i den nye ”identitet”. 
Metoden fungerer godt, føler jeg.


Det fik mig til at overveje: Hvor meget af vores daglige identitet er egentlig en rolle, som vi klæder os på til?

Jeg tror det er ret meget. Det er lidt som om, at alt efter hvilket tøj (sko eller hatte) man tager på - fx balkjole, slidte jeans eller aerobic-tøj – så tillader det en bestemt del af ens personlighed at komme i spil.

Det er det jeg selv har følt, når jeg i tidens løb har haft klædt mig ud som alt muligt underligt og spillet diverse roller i amatørteater og opera, til Live Rollespil og improviseret totalteater.
Jeg har spillet alt fra kriger til elver-skjald, fra tigger til snobbet adelsdame, præstinde, ond dronning, snigmorder, senil gammel kælling, naiv ung pige, goblin-trold mm. 

Det har jeg haft lyst til, for det føles sindsygt godt at bryde ud af min egen lille identitets-bås engang imellem!
Jeg kan anbefale at prøve det. Derhjemme eller måske til en fest, hvis man er mere modig.


 Fotos fra et modeljob for www.ironfortress.com der sælger rollespilstøj og accessories.

At være kvinde kan faktisk også sommetider føles som en lille, irriterende bås.
Der er altså bare nogle normer for hvordan kvinder bør tale og gebærde sig, samt en masse forventninger om hvad man som kvinde nok kan – eller navnlig IKKE kan…
Netop at spille dreng eller mand synes jeg derfor kan føles ekstra befriende.  

At se filmen ”Boys don’t cry” har også været en inspiration. Her spiller Hillary Swank mesterligt en transseksuel; en teenagedreng som uheldigvis er født som pige, og derfor er i vanskeligheder. Ikke mindst da hans nye venner opdager, at han (hun) har løjet om sit fysiske køn. En meget flot film og ikke mindst flot præstation af Hillary Swank, som også hentede en Oscar hjem for den rolle.


Boys don’t Cry - trailer

Den måde vi klæder os på afspejler hvordan vi ser os selv. Gad vidst om vores identitet og selv-billede så også kan ændre sig ved at vi en dag begynder at klæde os anderledes? 
Det tror jeg på en måde godt. 
Men hvis nogen kender et link til en videnskabelig undersøgelse om netop det, så vil jeg gerne læse den. 

Nina Clausen, sopran og komponist 

søndag den 26. juli 2015

De første sceniske prøver

Jeg løber meget i mine scener! Det er både sjovt og udfordrende. Det at der er knald på i mine scener er ret fedt. Jeg elsker bare at arbejde scenisk!
Jeg løber ikke mindst i 1. akt hvor jeg starter med at synge fra bagscenen og derfra spæner ind over scenen og halvvejs tilbage igen mens jeg synger lange, kraftige toner. Den hyrdedreng jeg spiller, Jano, er så fuld af energi og intention – og det er musikken og orkestret også på dette sted. Jeg ”råber” på Jénufa for at fortælle hende at hendes undervisning har båret frugt og ”jeg” NU netop har knækket læsekoden. Hvilken triumf! Senere hen i 3. akt er det anerledes fatale nyheder jeg skal komme løbende med.

At denne rolle ikke varetages af en egentlig drengesopran på 11-12 år er, at den kræver en voksen stemmes power for at trænge igennem det heftige orkester både på dette sted og i 3. akt. Hold da op hvor er det flot musik!
Scene med Jano i 1. akt er, fortalte instruktørassistent P.J. mig, det eneste lyspunkt af ren glæde i en ellers dramatisk og følelsesmæssigt ret tynget historie.

Her kan man se scenen i en anden version.

Lidt om scenografien: Kulisserne er meget livagtige – også helt tæt på. 
Det skal forestille et bestemt bondehus fra Irland anno 1914. Alt er super detaljeret. Det er næsten som at være i ”Den Gamle By”. Den eneste abstraktion er en stor cirkel på gulvet, som omkranser huset.

Pointen i opsætningen er at konflikter og mennesker ikke er sort/hvide. Der er ikke gode og onde, som sådan. Det er i opsætningen ligesom i virkeligheden:
*Nogle kommer som Laca til at såre andre mere eller mindre med vilje, fordi de selv er blevet såret af dem. 

*Kostelnicka dræber Jénufa’s baby og gør derved det forkerte, men egentlig af de rigtige grunde: Hun vil beskytte Jénufa mod et dårligt liv med en fordrukken mand, sådan en som hun selv har haft. 

*Steva er ikke ond mod Jénufa. Han fatter bare ikke sit ansvar som kommende far og ægtemand, eller formår ikke at leve op til det. 
Det er slet ikke svært at sætte sig ind i disse karakterer for os sangere. 
Jeg tror publikum vil opleve det samme.

Foto af scene i Jyske Opera's opsætning. Bemærk detaljerne.

På 3. dagen ankom den rigtige instruktør Annilese Miskimmon så endelig og skulle se hvad vi havde nået. Vi lavede derfor en gennemspilning af så langt af 1. akt som vi var nået med assistenten. Det gav pludseligt nogle nerver, kunne jeg mærke! Det føltes lidt ”audition” –agtigt at hun skulle sidde der og kigge på noget lidt som om det var færdigt, hvilket det jo slet ikke var!

Heldigvis gik det trods nerver godt med den gennemspilning, og da vi fik noter bagefter roste hun mig og sagde ”Brilliant. Very well done!” - Det var lidt en lettelse ;)

Hun spurgte mig hvor gammel jeg selv forestiller mig at Jano er, hvilket jeg netop havde tænkt at spørge hende om! Selv tænker jeg måske sådan 11-12 år, men Annilese havde lyst til at gøre ham til teenager bl.a. pga. min kropsbygning, så altså lidt ældre.


Instruktøren har valgt at tage udgangspunkt i de enkelte sangeres naturlige fortolkning og fysik, for at få så ægte et udtryk som muligt. Som hun udtrykte det ”This is not a concept show”. 
Det er jo virkelig en gave til os sangere, som jeg ser det: At få lov at være lidt kreative og komme med et bud, og ikke blot være et stykke ”værktøj”. Det er jeg taknemmelig for.

onsdag den 22. juli 2015

De første dage på Jenufa – musikalsk prøve og et værelse på kvisten

Jeg har virkelig glædet mig! Det er første gang jeg skal synge en rolle på Jyske Opera, så naturligvis har jeg opbygget noget spændthed – på den gode måde. Forud har jeg haft en session med studienleiter Peter Pade for at lære at udtale det tjekkiske sprog, vi skal synge på. 
Det var… en udfordring!

Første rigtige dag på arbejdet starter med en musikalsk prøve på 1. og 2. akt med dirigenten, en pianist og så de andre solister. Det der slår mig er hvor sympatiske og imødekommende alle virker! Sådan er det bestemt ikke altid indenfor denne showbizz-verden, hvor store egoer sommetider kan gøre arbejdet til en hård omgang. Det ved jeg fra min korte karriere allerede.

Det er med slet skjult stolthed at jeg vil røbe, at jeg fik rosende ord fra dirigenten Jaroslav Kyzlink. 
Naturligvis fik jeg også nogle rettelser, som jeg heldigvis ikke fandt svære at efterleve. Det føltes som en god start, må jeg sige.

3 andre solister, som jeg talte med i pausen, kom også med rosende ord om min vokale præstation, ikke mindst for de lange, høje toner og mit crescendo deri. En af dem der roste var Gitta-Maria Sjöberg, som spiller en hovedrolle: Kostelnicka – stedmoderen. Hun har sunget mange år som solist på Det Kongelige i København, så derfor betød det meget for mig at få netop hendes anerkendelse.

Det er virkelig dejligt at de sidste par års intense stemme-arbejde har båret frugt, så jeg nu behersker hvad jeg før havde store udfordringer med, nemlig at sætte stemmen fri i det høje register. Det kan godt være at jeg sammenlignet med nogle kan siges at være en ”Late Bloomer”. Men sent er heldigvis ikke det samme som ”for sent”.

Mennesker modner vel som regel til det bedre (ligesom oste, haha). Livserfaring giver helt klart dybde til fortolkning af både musik og rolle. Men med mine 33 somre er jeg nu stadig solistholdets ”benjamin”.
Værelset (og lidt sang) på kvisten


Mens jeg arbejder her i Århus tilbringer jeg nætterne og aftnerne i et lille lyst lejet kvistværelse i centrum, hvor jeg som en anden Mimí kan skue ud over tagene, mens jeg syr og længes efter ”Rodolfo”...

søndag den 19. juli 2015

Cabaret In Rehearsal: How we create a show from scratch!

First of all, I love my colleagues! They are immensely creative, fun to be with, musical, and not the least all around sympathetic people to be around.
We work well together, even when we don't agree:
A critical factor in the success of any project, when working together so closely in a group.

Chemistry between colleagues is important...no, it's crucial!

We had a meeting out in the garden


To create a show from scratch, we use rehearsals to develop our ideas. Finding rehearsal time together means stealing time every now and then.

Just now we've carved out three days in a row for playing, trying out ideas, and strategizing for the future (see picture above). And it is all taking place in 
Asnæs.
We are fortunate to have a room donated by the local school of music.
Thank you 
Odsherreds Musikskole!
At night, we convene at my home, taking turns making dinner, and even sometimes sharing a nice bottle of white wine.

The best part of our meet-up, and perhaps the funniest aspect, is the development of our musical and dramatic ideas. On our last meeting, one of the ideas that emerged was to sing a particular unknown and rather difficult Mozart coloratura aria...while in the shower.

We all like to sing in the shower, don't we?

So why not sing an aria in a bikini while being washed by a male butler?


Rehearsing in this costume is fun!

Crazy? Sure! Burlesque? Very! Spectacular? You bet!

"What is the champagne bottle for?," you may ask.
That my friends must remain a secret...for now ;)

We plan to try out a few sketches for a live audience in Copenhagen in November.
Email me if you'd like to be invited for the sneak-peak. ninasveistrup@gmail.com



Trying out new costumes...

Rehearsing the Tchaikowsky




søndag den 12. juli 2015

How to perform classical music in a crazy, sexy and funny - but still touching way

In the weekend coming, I’m going to meet up again with my 3 friends and colleagues from Cabaret Fantastique. We are going to try our ideas on the floor, rehearse previous ideas, brainstorm, and have meetings about the practical stuff – like how to fundraise the money we need to make our coming theatre performance really happen.

I can’t tell in details what the show will be about, because that’s still kind of secret… But I can say, that we are using the form, the satire, the erotic atmosphere and the visual output from the old genre known as “cabaret”, and we fill it in with classical, instrumental music and songs, that has a high level of virtuosity.

We feel that the contrasts between these two styles are intriguing and add to each other.

The combination feels fresh and it suits us well: We are highly skilled in each of our crafts (actor, classical violinist, pianist and singer), but we feel that the conformity and stiffness about classical music and acting is bothering us, sometimes.

We like to do something that’s both SERIOUS and FUN - and quite CRAZY too!

The quartet consists of 4 young Danish artists: 
An actor named Frederik Ømann, educated in Århus and now working in various theatres across Denmark. 
A pianist named Janus Araghipour, educated in Poland and Danmark, now studying for a soloist diploma at Syddansk Musikkonservatorium. 
A violinist named Herbert Boersma, educated in the U.S. and in Denmark, soon to finish his soloist diploma at Jyske Musikkonservatorium. 
And of course myself, educated as opera singer in Berlin and DK, soloist diploma in 2012, now singing opera and concerts as a freelancer.

We met during my time in academy of music, and our common passion for the burlesque underground in Copenhagen brought us further more together. We simply couldn’t resist performing small shows and pieces of music at the artistic and sexy parties known as Grotesque Burlesque. Doing that, we had great fun!

This passion for burlesque inspired us to make a whole cabaret of our own.

Here we are at the burlesque party in 2012

Since we decided to make a cabaret, we have been meeting up from time to time, brainstorming and trying ideas out, searching for suited repertoire and so on. 2 times earlier we have met up for 4 days in a row in a place up North where we could explore things deeply without interruptions. Now the 3rd session is approaching. 
Our concept has changed a lot during these rehearsals and discussions - of course.

So far, we use music as different as Satie, Piazzolla and Mozart combined with absurd humor, dance, French clown mimics, glamour that is falling apart, champagne and more.

I can’t wait to do more of this! I’m sure our show will be full of surprises, be sometimes touching or even magical.
The good news are that Odense Teater’s small stage – U-Teater – is showing interest in making a co-production. That would be truly awesome! 
We hope that this could be the beginning of an adventure, where touring Europe is one of the goals.

We aim to get a young audience to experience the magic of sheer, classical music in an informal and crazy wrapping. Like this we keep a tradition alive, but also renew it.

Stay tuned for more about this project!
Here are some links to related burlesque on Youtube

Copenhagen Grotesque Burlesque party sneak peak (yes, we were there!) 

Excellent Burlesque show making satire on Americans 

 Burlesque stage makeup tutorial https://www.youtube.com/watch?v=EZRKNjDCYqg



søndag den 5. juli 2015

Ferie eller ej?

Hvornår kan man som operasanger egentlig tillade sig at holde ferie? 
Sagen er at man ret hurtigt kommer ud af form, og at det tager ca. 3 gange så lang tid at komme op i omdrejninger igen, som man har holdt fri. Uha-uha! 

Så hvis man skal være klar til at præstere lige efter feriens afslutning, så kan det godt være et problem.

Normalt bruger jeg den tommelfingerregel at jeg skal øve mindst en time koncentreret sang om dagen for at holde den muskulære form, der kræves for at synge på mit nuværende niveau. 
Det betyder blandt andet, at det at arbejde fuld tid med et job, fx undervisning, hvor jeg ikke har overskud/tid til at få øvet er en rigtig dårlig ide. 
Men der skal jo kradses penge ind, også i perioder med få musikalske engagementer. Så det er lidt af en balancegang at finde noget arbejde, der ikke udelukker den daglige øvning. Især når jeg også har barn at passe.

Der er faktisk tilmed den sag, at jeg bliver nedtrykt hvis ikke jeg får øvet.
Jeg har simpelthen brug for den tid alene med mig selv, til at lade energi op i og til at bearbejde følelsesmæssigt overtryk. Det er nærmest en slags terapi for sind og for krop.
Dertil giver det mig fred i sindet at arbejde på min drøm. Modsat: når jeg ikke gør, så har jeg en rastløs følelse af at svigte min inderste kerne!

Alt i alt: den bedste ferie for mig, er en ferie, hvor jeg kan få øvet de fleste af dagene og så holde fri og koble af resten af tiden. Det kunne fx være i et sommerhus med venner og familie, hvor strandture og mad på terrassen kan kombineres med 1-2 timers øvning i løbet af dagen. Måske med et par deciderede fridage ind imellem. :-)

foto af min datter på Fanøfærgen

Det er netop sådan en ferie, jeg holder nu på mit elskede Fanø, min slægt's oprindelses-ø.

Med i tasken er derfor: stemmegaffel, noder til forberedelse af min rolle i Jenufa, (som jo starter om få uger), samt vocal score til Bellini: I Puritani, som jeg er ved at indstudere en hovedrolle i. 
Nå, ja; sommerhat og badetøj har jeg selvfølgelig også med...

God ferie, allesammen :-)